TV 2-stjerne genkender sorg

Skuespillerinden Laura Drasbæk blev skilt fra sin eksmand, mens hendes sønner stadig var små

Udgivet Opdateret

Laura Drasbæk er netop nu aktuel som kriminalteknikeren Marianne Sommerdahl i TV 2 Charlie-serien "Sommerdahl".

Den 47-årige skuespillerinde har to skilsmisser bag sig og kan derfor godt genkende de følelser, som hendes karakter, Marianne, går igennem, når hun står over for at skulle gå fra sin mand og bryde familien op.

- Der er klart noget, jeg nemmere kan tale ind i, fordi der er nogle ting, jeg kender omkring det at bryde en familie op, fortæller hun på pressemødet i forbindelse med den nye sæson.

Laura Drasbæk er tidligere kendt for blandt andet filmen 'Pusher' og serien 'Lærkevej'. Ved siden af arbejdet som skuespillerinde jonglerer hun tilværelsen som selvstændig keramiker. (Arkivfoto).
Laura Drasbæk er tidligere kendt for blandt andet filmen "Pusher" og serien "Lærkevej". Ved siden af arbejdet som skuespillerinde jonglerer hun tilværelsen som selvstændig keramiker. (Arkivfoto).

Fanget i trekantsdrama

Skuespillerinden har to store sønner sammen med skuespilleren Gerard Carey Bidstrup, som hun blev skilt fra i 2007, Vilfred på 19 år og Albert på 16 år.

Hendes karakter, Marianne Sommerdahl, har været fanget i et trekantsdrama med sin mand, Dan, og hans bedste ven, Flemming. 

I sæson tre skal Flemming og Marianne nemlig finde en måde at fortælle Dan, at de er blevet kærester.

Laura Drasbæk sammenligner ikke hendes egne oplevelser med Mariannes, understreger hun. Men der er alligevel nogle personlige erfaringer, hun trækker på i forhold til sin rolle og sit skuespil.

- Jeg tænker ikke, at det var ligesom dengang, jeg blev skilt, eller da mine børn blev skilsmissebørn, fortæller hun og uddyber:

- Men når min karakter gennemgår sorg i forhold til fortvivlelse hos sin datter, så er det jo noget, jeg genkender. Så derfor har jeg måske nemmere ved at sætte mig ind i nogle af tingene, fortæller Laura Drasbæk.

Erfaring gør det nemmere

Ifølge skuespillerinden gør hendes livserfaring det nemmere at leve sig ind i sin rolle.

- Jeg tror, at hvis jeg var 20 år, så ville det være sværere, fordi jeg ikke havde været igennem hele det med at have børn og det med at have en forventning om at skulle være sammen.

- Der ligger nogle lag af en forståelse i det, siger Laura Drasbæk.

"Sommerdahl" sendes på TV 2 Charlie hver søndag klokken 20.50.

Powered by Labrador CMS