Trine Dyrholm i helt ny rolle

For første gang nogensinde har skuespillerinden Trine Dyrholm prøvet at instruere selv.

Udgivet Opdateret

Trine Dyrholm er Danmarks mest prisvindende skuespillerinde, og søndag aften debuterede hun i en helt ny rolle.

Den 44-årige filmstjerne spillede nemlig ikke kun en af hovedrollerne i DR’s store dramaserie “Arvingerne”, men havde også instrueret aftenens afsnit.

Derfor var det en meget spændt Trine Dyrholm, som efter afsnittet chattede med seerne på dr.dk.

– Jeg er meget selvkritisk og skal nogle gange passe på med ikke at slå mig selv for mange gange oven i hovedet. Det får man jo ikke så meget ud af, lød svaret til en bruger på chatten.

– Det vigtigste er at fokusere på arbejdet og passe på de mennesker, man holder af. Jeg kan godt blive nervøs og få præstationsangst, men jeg har heldigvis god støtte i familie og venner. Og så er det jo bare skuespil, skrev Dyrholm på dr.dk.

Sølbjørn for kollektivet

Det er næsten et år siden, at den legendariske Hollywood-veteran Meryl Streep overrakte Trine Dyrholm en Sølvbjørn for sin rolle i Thomas Vinterbergs drama “Kollektivet” under Berlinalen.

I november begyndte Dyrholm optagelserne til det biografiske drama “Nico, 1988” om kultsangerinden Nico, som var muse for kunstneren Andy Warhol og en del af gruppen The Velvet Underground.

Snart aktuel

Hun er også snart aktuel i en ny dansk dramafilm, og selv om skuespillerindens navn er på flere filmplakater den kommende tid, er hun ikke afvisende over for at sætte sig i instruktørstolen igen.

– Jeg kunne godt forestille mig, at jeg på et tidspunkt kaster mig ud i det igen, hvis jeg finder det rigtige materiale, afslørede hun på dr.dk.

Trine Dyrholm kan ses i de danske biografer fra 20. april, hvor dramaet “Du forsvinder” med Nikolaj Lie Kaas i den mandlige hovedrolle får premiere.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS