Traf svær beslutning

Mange af sommerens festivaler er blevet aflyst grundet coronarestriktionerne, så her ser trommeslager Laust Sonne tilbage på sine mest mindeværdige oplevelser

Et af de allerbedste festivalminder, Laust Sonne har, er fra dengang, han overnattede i en stor øldåse på Smukfest med sin celebre hustru, skuespillerinden Maria Erwolter. (Arkivfoto)
Et af de allerbedste festivalminder, Laust Sonne har, er fra dengang, han overnattede i en stor øldåse på Smukfest med sin celebre hustru, skuespillerinden Maria Erwolter. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Trommeslageren i rockbandet D-A-D, Laust Sonne, havde indtil sidste sommer spillet på festivaler hver sommer 20 år i træk.

I år bliver endnu et år, hvor den 46-årige musiker - og alle andre - kommer til at misse festivaler i stor stil på grund af de coronarelaterede aflysninger.

I den forbindelse ser rockstjernen sig over skulderen tilbage på sine mest mindeværdige festivaloplevelser gennem årene:

Hvad er din yndlingsfestival?

- Det er svært, fordi de er forskellige. Roskilde har det mest alsidige og spændende program.

- Men med med årene kan jeg bedre lide at være på Smukfest, da det er mere hyggeligt. Der er det velvære frem for hærgen.

Hvad er din mest mindeværdige oplevelse som optrædende på en festival?

- Vores koncert i 2000 på Roskilde Festival efter tragedien under Pearl Jam-koncerten. Det står meget stærkt - både dagene op til og dagen for vores koncert.

- Det var en svær og stor beslutning, om vi skulle spille eller ej, og det var, som om festivalen lidt afhang af den beslutning, siger Laust Sonne.

Han kan ikke huske noget fra koncerten, fortæller han videre.

En ung Laust Sonne bag trommesættet for D-A-D på Skanderborg Festival - nu kendt som Smukfest - som med årene er blevet hans personlige favorit. (Arkivfoto)
En ung Laust Sonne bag trommesættet for D-A-D på Skanderborg Festival - nu kendt som Smukfest - som med årene er blevet hans personlige favorit. (Arkivfoto)

- Jeg var så koncentreret om at gøre det godt. Det var min første festivalsæson i D-A-D, så der var meget på spil. Det var selvfølgelig en kæmpe oplevelse på både godt og ondt.

Hvad er din mest mindeværdige oplevelse som gæst på en festival?

- Det var, da min kone (skuespillerinden Maria Erwolter, red.) og jeg havde lånt en stor beboelig øldåse på Smukfest. Jeg skulle ikke spille, og vi fik kolde drikkevarer leveret i dåsen hver dag, og alle, der boede i de andre dåser, kom hinanden ved.

- I dåserne er der åbent op til himlen, så vi lå og hørte på regnen og plejede tømmermændene. Det var virkelig hyggeligt, fortæller han.

Hvad er det mest nyttige, du har haft med på festival?

- Faktisk er jeg ikke god til at tænke i de baner. Jeg tænker, at jeg skal se godt ud.

- Jeg tager ikke regnslag eller gummistøvler med. Jeg er ikke den nyttige type.

Hvad er det mest unyttige, du har haft med på festival?

- Glimmersko på en festival. Det er først flere år senere, at jeg har fået renset dem ordentligt for mudder.

Hvad kommer du til at savne mest ved ikke at skulle på festival i år?

- Jeg kommer til at savne at spille til sommerens festivaler! Men jeg håber, at der kan opstå noget kreativt hen ad vejen med arrangementer, som følger retningslinjerne.

Powered by Labrador CMS