Tom Sizemore er død

I senere år har blandt andet en voldssag og misbrugsproblemer kastet en skygge over Tom Sizemores karriere

Udgivet Opdateret

Skuespilleren Tom Sizemore, der er bedst kendt for sin rolle i filmen "Saving Private Ryan", er død. Han blev 61 år.

Det oplyser Sizemores manager, Charles Lago, ifølge NBC News lørdag.

Sizemore døde fredag på St. Joseph's Hospital Burbank. Han havde været indlagt, siden han kollapsede 18. februar i sit hjem efter en aneurisme i hjernen.

En kæmpe succes

I "Saving Private Ryan", som udspiller sig under Anden Verdenskrig og er instrueret af Steven Spielberg, spiller Sizemore sergent Mike Horvath.

Filmen fra 1998 var en kæmpesucces og fik et utal af priser.

Sizemore har også spillet med i en række andre film som "Blackhawk Down", "Strange Days", "Heat" og "Natural Born Killers".

Han optrådte typisk i biroller.

Derudover lagde han stemme til karakteren Sonny Forelli i videospillet "Grand Theft Auto: Vice City" fra 2002.

Har kæmpet med misbrug

Sizemore har ifølge nyhedsbureauet Reuters kæmpet med stofmisbrug igennem langt det meste af sin karriere.

Han har også haft flere sammenstød med ordensmagten.

Blandt andet er han i senere år flere gange blevet anholdt for at køre under påvirkning af euforiserende stoffer eller alkohol. Han har også været anholdt for besiddelse af stoffer.

Dømt for overfald

I en dokumentar fra 2007 ved navn "Shooting Sizemore" kan man følge skuespillerens forsøg på igen at få styr på sit liv efter at være blevet dømt for at have overfaldet sin tidligere kæreste samt at have været på afvænning for brug af blandt andet heroin.

61-årige Tom Sizemore blev indlagt 18. februar med en aneurisme i hjernen. Lørdag oplyser hans manager, at skuespilleren er død. (Arkivfoto).
61-årige Tom Sizemore blev indlagt 18. februar med en aneurisme i hjernen. Lørdag oplyser hans manager, at skuespilleren er død. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS