Tidligere tv-vært i ny tjans med sine børn
Den tidligere tv-vært sender live fra sit "karantæne-køkken", hvor han hver dag bager med sin datter.
Det kan hurtigt blive nogle lange dage for alle de forældre og børn, som landet over er sendt hjem fra arbejde og skole på grund af coronavirus.
Sådan tænkte tidligere TV2-vært og nu iværksætter Morten Resen, da han og hans hustru efter få dage opgav at styre hjemmedagene med strenge skemaer og tidsplaner.
Artiklen fortsætter efter videoen
Men så fik han en idé sammen med sine børn.
Den største bageklub
– Vi talte om, at der også sad mange andre børn og voksne rundt om i landet, som trængte til at lave noget andet end lektier og arbejde. Så tænkte vi: “Hvad nu, hvis vi laver Danmarks største bageklub?”.
– Håbet var, at der rundt i landet stod nogle børn med en skål og et piskeris og bagte med. Måske bagte de for første gang, måske havde de bare en sjov og anderledes halv time, forklarer Morten Resen.
Han og hans to børn stablede derfor “Mambenos Karantæne-køkken” på benene.
Her bager de noget nyt hver dag, og det bliver sendt live på Mambenos Facebook-side klokken 14.00, så alle børn og deres forældre kan se med.
Mambeno er en madplan-app for børnefamilier, som Morten Resen er direktør for. Han vinkede i 2016 farvel til sit faste job som morgenvært på TV2 for at bruge al sin tid og energi på at blive iværksætter.
Børnene er med
Morten Resen og hans datter, Sofia på syv år, har indtil videre bagt både pandekager og kokostoppe, mens storebror Emil på 10 år agerer kameramand.
– Jeg har altid holdt mine børn fra Facebook, Instagram og ugeblade, men vi synes, det her giver mening, fordi de måske kan inspirere andre børn.
– Det er ret vildt, for vi får så mange billeder tilsendt af børn, der bager deres første pandekage eller bare laver mad for første gang, lyder det.
Morten Resen opfordrer alle forældre til at slippe deres børn løs i køkkenet – og ikke være bange for mad på væggene.
– Børn elsker at lave mad, men de får sjældent lov til det, for de kommer sikkert til at svine eller brænde sig. Men nu har vi mulighed for at hjælpe dem i gang, og det er både hyggeligt og lærerigt at lave mad sammen, og man kan se begejstringen hos dem.
– Og frygten for at få mel ud over det hele? Drop det. Det er sådan, de lærer, og det er en god mulighed for forældre til at smide bekymringen om, at børnene sviner det hele til.
Lærer om mad
Iværksætteren håber, at “Mambenos Karantæne-køkken” både kan være et sjovt indspark i børnefamiliens dage, men at børnene også lærer lidt om mad.
– Jeg har lavet mad, siden jeg var lille sammen med min mor, og jeg har fået lov at eksperimentere i et køkken. Så derfor synes jeg også, at det er sindssygt vigtigt at give videre.
– Jeg synes, det er vigtigt at lære dem, at en gulerod ikke kommer færdigrevet fra en pose, men fra jorden. Det har en værdi at lære børn, hvad de putter i munden, men vi glemmer det måske i en fortravlet hverdag, forklarer han.
Opskrifterne, som Morten Resen og hans børn bager ud fra, kommer fra den gratis app Mambeno.
De har planlagt alle dage frem til søndag, hvor de skal bage rugbrød, og de vil også gerne prøve kræfter med bål og snobrød.
Og så er Morten Resen i gang med at undersøge muligheden for at efterlade små poser med kokostoppe på trappen ved mormor og farmor, for ellers får familien selv spist alle de søde sager.
– Det er klart en udfordring, som vi ikke lige havde tænkt over. Jeg må løbe en ekstra tur, siger han med et grin.