Teenagestjerne runder de 50
Hun udgav sin første roman allerede som 16-årig. Siden er det blevet til mange andre værker, der både foregår i nutid og fortid. Den 19. april fylder hun 50 år
Cæcilie Lassen blev landskendt som teenager for at udgive romanen “Simone” om en ung piges oplevelser under den Franske Revolution.
Dengang spekulerede man i, om hun var et såkaldt one-hit wonder, men forfatterskabet er fortsat lige siden.
Den seneste bog “Sol stjerne ulykke” udkom i 2018.
Den 19. april fylder Cæcilie Lassen 50 år.
Elsker det spanske
Romanernes emner spænder bredt fra Spanien under Franco, en kvindelig pirats livshistorie til en psykologisk thriller omkring terrorangrebet den 11. september 2001.
Cæcilie Lassen har også en cand.mag. i spansk og underviser i sproget på Hvidovre Gymnasium ved siden af sit forfatterskab. Hun fortæller, at hun har haft en kærlighed til sproget, lige siden hun var barn.
– Spansk betyder meget for mig. Ikke bare fordi jeg underviser i det, men også fordi jeg er meget glad for spansksproget litteratur. Nogle af mine yndlingsforfattere skriver på spansk, siger hun.
Flere af Cæcilie Lassens bøger foregår i andre tidsperioder end vores egen. Hun synes, at det er spændende at se en verden, der er forskellig fra vores både i rum og i tid.
Hun oplever, at hvis man går tilstrækkeligt langt tilbage, er der en kulturel fremmedhed. Hun synes, at det giver en bevidsthed om, at ting er foranderlige.
– Det har ikke altid været det samme at være dansk for eksempel. Det synes jeg giver en bevidsthed om, at verden for det første ikke er statisk, men også at vores identitet heller ikke er det.
Åbner vinduer for læseren
Cæcilie Lassen mener, at man også kan få meget ud af at læse en tekst, hvor personerne ikke minder om en selv. Det kan åbne et vindue for læseren.
– Vi har meget med, at det er godt at kunne spejle sig i en historie, og det er det også på nogle måder. Men man kan også få et nyt blik på sig selv ved at kigge ud af vinduet og se noget, der ikke ligner det, man færdes i til daglig.
Ud over det kan Cæcilie Lassen også godt lide at sætte sig ind i noget, hun ikke kender fra sin hverdag. Hvis hun skulle vælge en tid, hun ikke har beskæftiget sig med endnu, falder valget på oldtiden.
Interessen kom, efter hun læste latin på fjernuniversitetet.
– Jeg har aldrig beskæftiget mig særlig meget med oldtiden og måske heller ikke tænkt, at det lige var det. Men jeg er blevet overrasket over, hvor meget der egentlig er, som også siger os noget i dag.