Tårefuld afsked: 200 særligt indbudte deltog i mindehøjtidlighed for Prins Henrik

Mandag eftermiddag blev der holdt en kort mindehøjtidelighed for prins Henrik i Christiansborg Slotskirke.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag er der blevet holdt en mindehøjtidelighed for Prins Henrik med 200 indbudte gæster.

Mindehøjtidligheden blev holdt klokken 13 i Christiansborg Slotskirke, hvor prins Henrik ligger på castrum doloris.

De indbudte gæster var blandt andre prins Henriks familie, venner, gudbørn og repræsentanter fra prinsens mange protektioner.

Ifølge BT var flere af de indbudte i tårer på vej ind og ud fra ceremonien.

Nærmeste venner tog afsked

Flere af prins Henriks nærmeste venner kunne ses gå ind i slotskirken, blandt andre tidligere generalløjtnant Kjeld Hillingsø, entertainer og tennismakker Eddie Skoller og modeskaber Erik Brandt.

Også journalisterne Bodil Cath og Stéphanie Surrugue, der har skrevet om prins Henrik, var med.

Prins Henrik var protektor for over 60 forskellige institutioner, forbund og foreninger.

Ved mindehøjtideligheden blev der spillet musik.

Udvalgt musik i kirken

I løbet af de tre dage med castrum doloris har en lang række af operasangere, organister og andre musikere spillet særligt udvalgt musik i slotskirken.

Det tæller blandt andet værker af Vivaldi, Bach og flere danske salmer.

Selve højtideligheden varede omkring 30 minutter.

Inviteret til arrangement bagefter

Efter højtideligheden er de særligt indbudte inviteret til et arrangement i fløjlsgemakket i Christiansborg.

I kirken ligger prins Henrik på castrum doloris, som på latin betyder en sørgeforhøjning. Her står en lukket ligkiste til offentlig skue.

Senere mandag får offentligheden igen mulighed for at besøge kirken i tidsrummet klokken 15 til 19. Også lørdag og søndag var kirken åben for offentligheden.

En lang række af mennesker har allerede i timerne op til åbningen stillet sig i kø ved kirken.

60 personer inviteret til bisættelsen

60 personer er inviteret til prins Henriks bisættelse tirsdag, som altså er en mindre begivenhed.

Her vil den kongelige familie, flere fra prins Henriks franske familie, repræsentanter fra det officielle Danmark og folk fra hoffet deltage.

Prins Henrik gik bort tirsdag aften i sidste uge på Fredensborg Slot. Han blev 83 år.

Se videoen fra Ritzau nedenunder…

Powered by Labrador CMS