Svært bevæbnet politi i tusindtal passer på brudeparret
Lørdag 19. maj 2018 vil blive en af de større af slagsen i London og Storbritannien, fordi det er dagen, hvor Meghan Markle og prins Harry siger ja til hinanden. Politiet lægger en jernring omkring begivenheden.
Ifølge britiske The Sun bliver bryllupsgæster og britiske royale fans mødt af et massivt politiopbud lørdag 19. maj 2018.
Denne dag skal det længe ventede bryllup mellem Meghan Markle og prins Harry stå – og det har krævet helt særlige sikkerhedsforanstaltninger.
Faktisk skriver avisen, at det bliver en af de “tungeste” opgaver for britisk politi og sikkerhedstjeneste nogensinde. Politi i tusindtal passer på brudeparret.
Helt nødvendigt med et massivt politiopbud
Finskytter, sikkerhedsfolk, soldater og politibetjente i tusindvis vil være til stede, når de to turtelduer siger ja til hinanden.
Og det vil op imod 100.000 britiske borgere også – og alene derfor er det nødvendigt med et massivt politiopbud.
Ifølge The Sun forventes udgiften til sikkerhed at overstige 30 millioner britiske pund – eller knap 300 millioner kroner.
Ordre: Politiet skal skyde for at dræbe
Det beløb er faktisk 50 procent højere end de udgifter til sikkerhed, som man havde i forbindelse med prins William og hertuginde Kates bryllup i 2011.
Ifølge avisen er bevæbnet politi beordret til at skyde for at dræbe – med tanke for de terrorangreb, som nationen har været udsat for inden for de seneste år.
Eksempelvis angrebene på London Bridge, Westminster Bridge og – ikke mindst – Manchester Arena.
Selve vielsen finder sted klokken 13 – men både før og efter vil der være masser at se på i London.