Susanne Biers store afsavn

Den danske instruktør har slået sit navn fast i udlandet, men det har krævet mange timer væk fra familien.

Susanne Bier har fart på i udlandet. Men hun savner familien. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Der er i den grad bud efter den danske instruktør Susanne Bier ude i den store verden.

De seneste år har hun stået bag succeser som serien “The Night Manager” og Netflix-filmen “Bird Box” med Sandra Bullock i hovedrollen, og snart er hun igen aktuel med en international produktion.

Artiklen fortsætter under videoen 

Hun instruerer nemlig tv-serien “The Undoing”, der er skrevet af David E. Kelley, som også står bag den populære serie “Big Little Lies”.

Hun er glad for arbejdet i udlandet, selv om det også har krævet en del på den private front.

– Det er enormt stimulerende kreativt, og det er udfordrende. Men jeg savner min familie. Så det er kreativt tilfredsstillende og følelsesmæssigt et afsavn, siger Susanne Bier.

Et år hjemmefra

Hun begyndte arbejdet med “The Undoing” i New York i januar, og dermed er det knap et år, hvor instruktøren ikke har set meget til hverken sine børn, sin mand, Jesper Winge Leisner, eller sine forældre.

I sidste uge var hun på et sjældent visit i Danmark, da hun var inviteret til at fortælle om sit arbejde og sin karriere ved Nordisk Film Fondens årlige prisuddeling, Isbjørnen.

– Jeg sidder lige nu og klipper i London, så jeg tager lidt frem og tilbage, men jeg har været væk så længe, at det nærmest er ligesom at komme hjem på ferie, forklarer Susanne Bier.

Serien “The Undoing” har blandt andre Nicole Kidman, Hugh Grant og Donald Sutherland på rollelisten. Det er en miniserie på seks afsnit af en times varighed, og det er et format, Susanne Bier er vild med at arbejde i.

– Det er andet gang, jeg arbejder i det format, og jeg kan enormt godt lide det. Der er lidt mere plads end på en spillefilm, og man kan gå lidt mere i detaljer med karaktererne. Og så er det jo bare nogle fantastiske skuespillere, siger hun.

“The Undoing” forventes at få premiere i 2020 på HBO.

Powered by Labrador CMS