Stormede op ad hitlisterne
Den britiske sanger Pixie Lott indtog hitlisterne med storm i 10'erne. Siden har hun indtaget de britiske tv-stuer. Tirsdag den 12. januar fylder hun 30 år
Pixie Lott strøg i sine teenageår ind på de internationale hitlister med sine popmelodier.
Siden åbnede der sig en verden med både musical og arbejdet som coach for den britiske sanger.
Artiklen fortsætter under videoen
Tirsdag den 12. januar fylder Lott 30 år.
Pixie Lott, hvis borgerlige navn er Victoria Louise Lott, blev født i London-forstaden Bromley som den mellemste i en søskendeflok på tre.
Som barn blev Lott kaldt “Pixie” af sin mor, fordi den lille Victoria lignede en fe som spæd, har moren fortalt.
Den lille piges sanglyst var måske også med til at skabe kælenavnet. For Lott kunne fra en tidlig alder lide at synge.
Derfor kom hun ind på teaterskolen Italia Conti Academy of Theatre Arts i London. Mens hun gik på skolen, blev hun opdaget af musikproduceren Antonio “L.A.” Reid.
Dengang var Lott blot 15 år og brugte tiden på at skrive sange. Det lønnede sig, for da hun tre år senere, i 2009, udkom med sit første album, ramte hun plet.
Vild oplevelse
Debutsinglen “Mama Do” landede på hitlisterne i Storbritannien og kort efter også på de danske.
– Det var en meget dejlig og vild oplevelse, har hun tidligere fortalt.
Trods den store succes fandt Lott tid til at lave endnu flere sange og albums.
Hun udkom med nye albums både i 2010, 2011 og 2012. Efterfølgende prøvede hun kræfter som coach og dommer i tv-underholdningsprogrammet “The Voice Kids UK”.
Sidste år var Pixie Lott med til at opsætte en musical, som en hyldest til det britiske sundhedspersonales kamp mod pandemien.
Lott er gift med modellen Oliver Cheshire.