Store musikfestivaler aflyses på stribe grundet coronafrygt

Købte billetter til Tinderbox og Northside i 2020 kan overføres til næste år eller blive refunderet.

Udgivet Opdateret

Der var ikke meget tilbage at gøre for sommerens store festivaler, efter at regeringen mandag aften forlængede forbuddet mod store forsamlinger til og med august.

Artiklen fortsætter under videoen

Tirsdag har musikfestivalerne Northside, Tinderbox og Heartland officielt aflyst årets festligheder.

Det oplyser de i pressemeddelelser.

Heartland er den første

Heartland ved Egeskov Slot på Fyn var den første festival, der skulle være gennemført fra den 29. til 31. maj.

Northside, der afholdes i Aarhus, var planlagt til at ligge fra den 4. til 6. juni. Og et par uger senere – den 25. til 27. juni – skulle Tinderbox være afholdt i Odense.

– Vi ved, at rigtig mange har glædet sig til sommerens festival, og til at vi igen skulle være sammen om den stemning og musik, som Northside står for.

– Men Danmark står i en historisk svær og uvis situation, og vi bakker naturligvis op om regeringens tiltag, så vi gør, hvad vi kan for at passe på hinanden, siger Northsides festivalchef, Brian Nielsen, i pressemeddelelsen.

Kan overføres til næste år

Har man købt billet til enten Northside eller Tinderbox i år, kan man få billetten overført til næste års udgave i 2021. Det opfordrer begge festivaler til.

Billetten kan også blive refunderet, hvis man foretrækker det. De nærmere omstændigheder vil festivalerne snarest muligt melde yderligere ud om, lyder det.

Alle, der har købt billet til Heartland, vil modtage en e-mail “snarest” med mere information, meddeler festivalen.

Forbuddet rammer også andre musikfestivaler som Smukfest og Roskilde Festival.

Roskilde Festival meldte allerede mandag aften ud, at festlighederne er aflyst. Der er på nuværende tidspunkt ingen officiel melding fra Smukfest, som ligger fra 5.-9. august.

Lover at vende tilbage

Både Northside, Tinderbox og Heartland forsikrer dog om, at man godt kan se frem til 2021, hvor de er tilbage igen.

– Vi vil gøre, alt hvad vi kan, for at Northside 2021 bliver en stor, lang fejring af samvær med hinanden. Vi satser på, at den bliver ekstraordinær, når vi nu kan pulje to års idéudvikling i samme festival, siger Brian Nielsen.

Samme firma står bag Tinderbox, og hertil tilføjer Brian Nielsen:

– Vi kommer til at savne den unikke og fantastiske stemning, som kun Tinderbox’ gæster og Tusindårsskoven kan levere. Tinderbox kommer tilbage stærkere end nogensinde før i 2021, lyder det fra festivalchefen.

Powered by Labrador CMS