Stjernespillers far er død
Han druknede under en svømmetur
José Agostinho Becker, far til Liverpool-målmand Alisson Becker, druknede onsdag nær sit sommerhus i det sydlige Brasilien.
Det oplyser lokalt politi ifølge Reuters.
Den 57-årige mand døde ifølge Doroteo Machado Filho, politiassistent i byen Lavras do Sul, i forbindelse med en svømmetur i en sø.
Politiet mener ikke, at en forbrydelse har fundet sted.
28-årige Alisson spillede i Brasilien, indtil han i sommeren 2016 tog til italienske AS Roma. To år senere drog brasilianeren videre til Liverpool, hvor han blandt andet har vundet Champions League og Premier League.
I hjemlandet spillede han for klubben Internacional, hvor broren Muriel Becker, der også er målmand, ligeledes har spillet.
Internacional begræder tabet af Jose Agostinho Becker i et opslag på Twitter.
– Det er med stor sorg, at vi har modtaget nyheden om José Agostinho Beckers død, faren til vores tidligere målmænd Alisson og Muriel, skriver klubben.