Stjernepar er blevet forældre for første gang

Sophie Turner og Joe Jonas mødtes for fire år siden. Nu har parret fået deres første barn sammen.

Parret har endnu ikke afsløret, om de har fået en pige eller en dreng.Foto: DANNY MOLOSHOK / SCANPIX
Foto: DANNY MOLOSHOK / SCANPIX

Udgivet Opdateret

I februar begyndte rygter at svirre om, at Game of Thrones-stjernen Sophie Turner og popsangeren Joe Jonas snart skulle være forældre.

Parret bekræftede dog aldrig graviditeten, selv om den 24-årige skuespillerinde endda blev set med en stor, rund mave.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Men rygterne viser sig nu at have holdt stik: Sophie Turner har født parrets første barn, bekræfter de to over for adskillige amerikanske medier, herunder CNN og People.

– Sophie Turner og Joe Jonas glæder sig over at kunne fortælle, at deres barn er blevet født, skriver de i en udtalelse til medierne.

De har dog ikke afsløret, hvilket køn barnet har.

Sådan mødtes de

Den britiske skuespillerinde er nok allermest kendt for sin rolle som Sansa Stark i tv-serien “Game of Thrones”.

Hendes mand, 30-årige amerikanske Joe Jonas, er medlem af popgruppen Jonas Brothers sammen med sine to brødre, Kevin og Nick.

Parret mødtes første gang i 2016 i den engelske hovedstad, London, hvor de drak drinks og faldt i lang, dyb snak.

– Vi talte time efter time efter time. Og jeg kedede mig slet ikke. Det var ikke overfladisk eller smalltalk. Det var bare så let. Og efter kort tid var vi uadskillelige, sagde Sophie Turner til magasinet Elle tidligere i år.

Tre år efter deres første møde – i foråret 2019 – blev parret gift i kasinobyen Las Vegas i USA.

Powered by Labrador CMS