Statsministeriet: Nu er det Joachims tur

Nu er der endegyldigt svar på om Joachim kan tage apanagen med til Frankrig.

Udgivet Opdateret

Et af de varmeste emner i kongehuset er hvert evigt eneste år, hvor meget apanage der gives til de kongelige. Debatten er blevet evigt aktuel efter, at det kom frem, at prins Joachim flytter familien til Frankrig, hvor han skal studere et år.

Artiklen fortsætter under videoen

Mange har været ude at sige, at prins Joachim burde miste sin apanage, da han ikke vil være bosat i Danmark – herudover vil det være meget småt med royale forpligtelser og officielle programpunkter. Men nu har Statsministeriet givet et klart og tydeligt svar, der en gang for alle skal klarlægge, hvordan prins Joachims tilværelse vil forme sig fremadrettet.

– Statsministeriet kan henvise til besvarelserne af 26. februar 2019 og 29. marts 2019 til Folketingets Retsudvalg af spørgsmål nr. 376 og 428. Som det fremgår heraf, opholder H.K.H. Prins Joachim sig i Paris med henblik på at deltage i et uddannelsesforløb i udlandet af midlertidig karakter, lyder det i en mail fra Statsministeriet til BT.

Dermed kan han beholde sin apanage, selvom han ikke opholder sig i Danmark.

En hård uddannelse

Prins Joachim er i øjeblikket i gang med en prestigefuld militæruddannelse i Frankrig. Under sit ophold i Frankrig vil han opretholde sin kongelige gage på 3,8 millioner kroner årligt på trods af, han ikke længere kan bidrage med officielle pligter i samme grad som tidligere.

Senest blev emnet bragt på bane kort før Joachim og prinsesse Marie, sammen med kronprinsparret, der netop nu er på besøg i Frankrig, tirsdag den 8. oktober deltog ved en middag på rådhuset i Paris.

Her spurgte en journalist ind til prinsens årpenge. Det skriver BT.

“Ved De hvad. Jeg er på mission for Danmark her i Frankrig, og det her er ikke noget, man lige kommer cyklende til. Jeg har rigeligt at se til her”, lød svaret fra prinsen.

Han gjorde desuden opmærksom på, at han, blandt andet af dronningen, er blevet stærkt opfordret til at påbegynde uddannelsen.

Powered by Labrador CMS