Sort Sol lukker og slukker Roskilde: -Vi er meget stolte

Sort Sol vender for syvende gang tilbage til den berømte festival, og i år har bandet fået en ærefuld plads.

Sort Sol vender for syvende gang tilbage til den berømte festival, og i år har bandet fået en ærefuld plads. Foto: Helle Arensbak/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er 16 år siden, at rockgruppen Sort Sol senest har spillet på Roskilde Festival.

Men i år gør bandet med forsanger Steen Jørgensen i front comeback.

Og det bliver en helt særlig oplevelse.

Gruppen har nemlig fået tildelt en af festivalens mest eftertragtede programtider, når de skal lukke og slukke festivalen natten til søndag klokken 02.00.

Stor begejstring

Det vækker stor begejstring hos bandet, der i år kan fejre 40-års jubilæum.

– Jeg er meget stolt over det og glæder mig, siger Steen Jørgensen.

Sammen med guitarist Lars Top-Galia og trommeslager Tomas Ortved indtager han festivalen på sidstedagen.

Og den sene spilletid giver uanede muligheder, understreger gruppen.

– Vi får mere tid til at spille, fordi der ikke står nogen bagefter og skal på, og det er i festivalsammenhænge meget privilegeret.

– Et normalt festivalset kan være ned til en time, og så har du ikke så meget tid til at fyre 40 års katalog af, forklarer Lars Top-Galia.

Husker vild optræden i 1987

Selv husker Sort Sol særligt deres vilde Roskilde Festival-optræden i 1987.

Her blev publikum blændet med magnesiumbomber og efterfølgende gav de udtryk for, at det havde været lidt for meget.

Men det kan ikke blive for meget til en koncert, forklarer Lars Top-Galia med et grin.

Og den skal også have fuld smadder i år, selv om gruppens gennemsnitsalder ligger på den rutinerede side af de 50, og publikums gennemsnitsalder ligger noget derunder.

– En meget stor del ved nok godt, hvem vi er, men de har ikke set eller hørt os live.

– Nogle kender måske bare en sang, og nogle kender måske plader fra ældre søskende eller sågar forældre – ja måske endda bedsteforældre. Men de har ikke hørt os live før, og det er da en fornøjelse, siger Steen Jørgensen.

Klar til en brag af en fest

Han bliver bakket op af sin kollega, som også pointerer, at de gamle rockdrenge er klar til at give publikum et brag af en fest.

– Vi møder et helt nyt publikum, og de står bare der og vil have noget, der kan noget, og det kan vi godt levere.

– Tit oplever vi, at den store alderskløft, som nogen vil mene er til stede, er helt udvisket. Vi er også rimelig dynamiske, siger Lars Top-Galia.

Klokken vil for længst have passeret midnat, når de rutinerede rockherrer indtager festivalen.

Men der bliver ingen søvnige øjenlåg, lover de.

– Jeg tænker, at det måske bliver en særlig tilstand, man går ind i. Både som orkester, men så sandelig også som publikum.

– Rigtig mange af dem har været der i en uge og sovet på tilfældige tidspunkter, og de har frosset og svedt, siger Steen Jørgensen.

– Men når du går på scenen, så går der noget kemisk i gang inden i dig, og så kan du godt spille ret massivt, om du ikke har sovet i to dage, supplerer Lars Top-Galia.

Sort Sol spiller på Arena 2. juli klokken 02.00.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS