Søren Malling: Jeg blev meget rørt

Skuespilleren skildrer den drabschef, som stod i spidsen for enheden, der efterforskede drabet på Kim Wall.

Søren Malling deltager i tv-serien “Efterforskningen”, som handler om opklaringen af drabet på Kim Wall. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

En af danmarkshistoriens mest opsigts- og gruopvækkende drabssager fandt sted i 2017.

En ubåd blev meldt savnet. Om bord var ejeren, en dansk ubådsbygger, og den svenske freelancejournalist Kim Wall, som var sejlet med ud en sommeraften i Øresund på reportagetur.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Efterlysningen af Kim Wall og ubåden ændrede sig til en drabssag og endte på bordet hos den daværende drabschef i Københavns Politi, Jens Møller.

Arbejdet med at opklare sagen, fra dens begyndelse til brikkerne blev samlet og afleveret til anklagemyndigheden, bliver skildret i miniserien “Efterforskningen”, som i øjeblikket sendes på TV2.

Til at portrættere Jens Møller faldt valget på skuespilleren Søren Malling.

– Den ydmyghed, jeg mener, jeg skal lægge for dagen i forhold til at skildre en rigtig mands – og egentlig også en hel politiafdelings – mangeårige arbejde og erfaring, kræver sin mand. Det kræver også noget af mig, siger Søren Malling.

– Er der noget, jeg med erfaringen ved og har kunnet bruge efterfølgende, og som jeg i høj grad er vokset af som både menneske og skuespiller, så er det at tage opgaver, hvor jeg kan mærke, at det godt kan blive lidt svært, og om jeg nu lever op til det.

Stoler på Tobias

Det er den oscarnominerede instruktør Tobias Lindholm, som har udarbejdet manuskriptet i tæt samarbejde med netop Jens Møller, Kim Walls forældre, Ingrid og Joachim Wall, og den daværende specialanklager, Jakob Buch-Jepsen, som førte sagen i retten mod gerningsmanden, der blev idømt fængsel på livstid.

Søren Malling har arbejdet sammen med Tobias Lindholm før – i “Kapringen” fra 2012 og “Krigen” fra 2015 – og nærer ham stor tillid.

Men Søren Malling var også nødt til at møde Jens Møller inden optagelserne.

– Når serien udspringer af virkelige hændelser, og jeg skal skildre Jens Møllers godt 40 års virke som politimand, bliver jeg jo bedt om at levendegøre ham. Selv om det er fiktion, er det stadig Jens. Så for overhovedet at kunne gå i gang var jeg nødt til at få svar på spørgsmålet: “Jens, må jeg godt portrættere dig?”, siger Søren Malling og uddyber:

– Jeg skal selvfølgelig respektere, hvad der rent faktuelt er sket. Men det ville ikke blive til noget, medmindre mennesket er en stor del af det. Serien handler ikke om drabet. Den handler om at skildre nogle af hverdagens helte og de mennesker i efterforskningsafdelingen, som Jens Møller var chef for.

Da Søren Malling mødte Jens Møller første gang, sank skuldrene med det samme.

Jens Møller stod til rådighed for ethvert spørgsmål eller afklaring, Søren Malling måtte have undervejs.

Han var mere end villig til at give af sig selv, fortæller Søren Malling.

– Ærefrygten forsvandt ret kort inde i optageperioden – den kan jeg heller ikke bruge til noget – men der var måske lidt nervøsitet eller usikkerhed. Jeg havde heldigvis en aftale om, at jeg kunne kontakte ham 24/7, hvis der var behov for det. Og han var jo også på settet, mens vi optog, tilføjer Søren Malling.

– Vores forhold har udviklet sig til, at vi i dag er venner. Vi går på jagt sammen. Det er vel det bedste svar, jeg kan komme med om, hvorvidt det er lykkedes mig at behandle ham respektfuldt.

Opsigtsvækkende

Da det blev annonceret, at efterforskningen af drabssagen skulle filmatiseres, vakte det stor opsigt.

Var det ikke alt for tidligt? Hvad med dem af de efterladte, som ikke syntes, serien skulle laves? Kunne man overhovedet tillade sig at filmatisere en bestialsk drabssag?, lød det fra kritiske røster.

Søren Malling har også hørt kritikken, men mener, at debatten først kan tages, når alle seks episoder er blevet sendt.

Han understreger videre, at serien er blevet skabt med forældrenes velsignelse, og at de har været med hele vejen.

Søren Malling har også mødt dem.

– Jeg var lidt usikker og tænkte: “Det her, det bliver hårdt”. Jeg havde aldrig før mødt nogen, som har været udsat for det, de har været udsat for, siger han og uddyber:

– Den usikkerhed, jeg måtte have, handlede om det rent menneskelige – hvad fanden skal jeg sige? Men de gjorde det nemt for mig, fortæller han.

– Jeg mødte to meget, meget ydmyge og meget charmerende mennesker. Meget fattede. Der var en stor åbenhed, en stor klarhed og en stor kærlighed, fortæller Søren Malling.

Forældrenes stemmer

Forældrene bliver også skildret i serien af de svenske skuespillere Rolf Lassgård og Pernilla August.

Serien viser, hvordan Jens Møller bliver bindeleddet mellem efterforskningen af drabet på deres datter og underretningen til dem som forældre.

Nogle af scenerne er filmet nær Ingrid og Joachim Walls hjem i Skåne.

Det hjerteformede mindesmærke for Kim Wall, der er skabt af sten fra stranden, indgår også i nogle af scenerne.

– Jeg indrømmer gerne, at der var masser af øjeblikke, mens vi optog, hvor jeg næsten ikke kunne holde mig selv ud. Jeg blev simpelthen så rørt, siger Søren Malling og fortsætter:

– Det er der på ingen måde noget forkert i. Tværtimod. Det viser bare, at jeg selv er et menneske. Det gode er, at man kan stoppe kameraet, tørre øjnene og køre igen, siger han med et sagte smil.

– Nogle gange lod vi det også bare ske. Det ser jeg kun som en gave, og det tror jeg også, er nødvendigt for at kunne gå igennem det og i sidste ende at kunne lykkes med at tegne det portræt, vi har tegnet.

“Efterforskningen” kan ses på TV2 og TV2 Play.

Powered by Labrador CMS