Sne-rekord i vente i Aarhus

Der er rekordstore snemængder i vente i Aarhus. Foto: SkiEvent.
Udgivet Opdateret

Der er rekordstore snemængder i vente, når den samlede danske skibranche og 3 varmer op til den kommende vinter ved 3SkiEvent i Aarhus lørdag den 4. oktober.

Fem lastbiler transporterer 70 tons sne direkte fra den populære skidestination Sölden i det østrigske Tirol til Aarhus. Her kan både nybegyndere og garvede skiløbere prøve kræfter med en ekstra stor skibakke og opleve akrobatiske freestyleløbere.

– Ligesom tidligere år opfører vi en stor skibakke midt på Bispetorv. Men i år bliver bakken endnu vildere, da vi udvider den med to meter i bredden, siger den udstillingsansvarlige for 3SkiEvent 2014, Bo Schou Lauridsen fra Østrigs Turistbureau.

På eventen kan nybegyndere få råd og vejledning af kompetente skiinstruktører, der står klar til at guide alle igennem en sikker debut på skibakken. Eventen byder også på et hav af andre aktiviteter.

– Udover den større skibakke, vil der også være et område for børn og barnlige sjæle, ligesom der igen i år bliver plads til den populære skikarrusel, som udlånes til 3SkiEvent 2014 af det østrigske Ski amadé-område, fortæller Bo Schou Lauridsen om det store setup.

Besøgende kan også glæde sig til et spektakulært show, når akrobatiske freestyleløbere viser deres nyeste tricks frem.

– Ved 3SkiEvent 2014 får danskerne en unik chance for at opleve nogle af landets bedste skiløbere på ski og snowboards i aktion. Der er garanti for, at det bliver spektakulært, lyder det fra den mangedobbelte danske mester i freestyle skiløb, Nikolaj Vang.

– I dag er det en selvfølge at være online på skiferien, så man kan holde kontakt med både familie og venner på de sociale medier og hele tiden holde sig opdateret – fx omkring vejrforholdende. Derfor tilbyder vi vores kunder tale, sms, mms og data uden at det koster ekstra, når de tager på skiferie i Sverige, Italien eller Østrig, fortæller direktør for privatmarkedet hos 3, David Elsass.

3LikeHome, som konceptet hedder, er 3’s helt store strategiske satsning. I marts droppede 3 som den første operatør herhjemme roamingafgiften på data, tale, sms og mms i seks lande: Sverige, Østrig, Italien, Storbritannien, Irland og Hongkong.

Snebolden i selskab med Danmarks hotteste DJ

Hele dagen og aftenen bindes sammen af dagens konferencier, som bliver den kendte radio- og tv-vært Peter Falktoft, også kendt som Snebolden. Han får musikalsk assistance fra en af Danmarks for tiden hotteste DJ’s, nemlig Emil Lange.

Har man ikke brug for at stikke fødderne i et par skistøvler, så bliver der rig mulighed for at finde et godt tilbud på dagen. Blandt andet Stena Line er på plads med tilbud på færgebilletter og Sport24 holder i dagens anledning et kæmpe outlet i et 250 m2 stort telt med masser af tilbud på udstyr til vinter og ski. På Bispetorv kan man møde eksperter fra de norske, svenske og østrigske destinationer og få vejledning om den næste skiferie.

3SkiEvent 2014 åbner lørdag den 4. oktober klokken 10, og der vil være aktiviteter på plads til et stykke ud på aftenen.

Bag arrangementet står turistbureauerne fra Norge, Sverige og Østrig, i samarbejde med Danmarks Skiforbund.

Powered by Labrador CMS