Silas Holsts bedste juleminde
Julen 2017 faldt kort efter, at danseren blev skilt fra sin mand. Alligevel tilbragte de aftenen sammen.
Det er 2020-udgaven af Gertrud Sands hjem fra “The Julekalender”, der bliver tryllet frem, når vi nærmer os jul hjemme hos Silas Holst.
Den 37-årige danser, sanger og skuespiller, der netop har været aktuel i “Vild med dans”, sørger nemlig altid for at pynte op for – med egne ord “fuld smadder”.
Artiklen fortsætter under videoen
Under dansedysten fortalte han for rullende kameraer, at han har intet mindre end 47 kasser med julepynt.
Her deler han nogle af de juleminder, som har lagret sig hos ham gennem årene.
Hvornår er det rigtig jul for dig?
– Når vi begynder at pynte op. Jeg begynder i hvert fald at pynte før december, og det bliver gjort for fuld smadder. Jeg køber sindssygt meget julepynt, siger danseren og fortsætter:
– Men jeg kommer også fra et hjem, hvor min far gjorde meget ud af det. Han hang julekugler op i hele loftet overalt i huset, og det, synes jeg, var magisk som barn.
Hvad er dit bedste juleminde?
– Sidste år var den perfekte jul. Alle var samlet, og alle drak drinks under maden og var halvfulde på den dejlige måde. Det sejlede, men alle var ligeglade, fordi det bare var virkelig hyggeligt, fortæller Silas Holst.
Hvad er din mest mislykkede jul?
– En af de hårde juleaftener var det år (2017, red.), hvor jeg lige var blevet skilt (fra skuespilleren Johannes Nymark, red.)
– Selv om det skete i december, valgte vi alligevel at holde jul sammen. Det var hyggeligt og fint, men det var lidt en anden energi, der var i det. Vi kæmpede os igennem det, for at ungerne (seksårige Maggie My og treårige Bob Jones, red.) også havde det rart.
– Men i dag holder vi stadig jul sammen, og det er blevet skide hyggeligt. Der var bare lige den overgangsjul, hvor alle skulle finde deres plads.
Hvad gør du til jul, som overrasker andre?
– Ikke rigtig noget. Jeg vil helst ikke bryde med traditionerne, det skal gerne være klassisk og køre efter bogen.
Silas’ rolle
Hvad er din rolle juleaften?
– Jeg lægger hus til, pynter op og dækker bord, men uddelegerer maden til alle andre.
Har du fået en julegave, der har fået dig til at græde?
– Det skete sidste år, da jeg fik en kop, min datter havde lavet, og noget, der kunne minde om et askebæger eller en underskål, som min søn havde lavet.
– De to ting er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har fået, og de står fremme hele året.
– Jeg har også altid et armbånd på, som min datter har lavet, og det er det smukkeste smykke, jeg ejer. Det er meget simpelt, når man får børn – hvad end de laver i skolen eller børnehaven, er det bedste.