Shubidua-forsanger hitter med penslen

Michael Bundesen er klar med sin anden udstilling.

Udgivet Opdateret

Folkekære Michael Bundesen giver den gas på lærredet og er nu aktuel med sin anden soloudstilling, hvor han gennem maleriet fortolker Shubiduas sange.

Med den selvironiske titel “Knald i låget” viser Bundesen et univers fyldt af humor og abstrakte figurer i farveglade fortællinger.

Siden hans første fernisering sommeren 2017 med alt udsolgt den første halve time, har Michael Bundesen dedikeret sig til kunsten.

Han er en mand med mange talenter og har formået at finde sit helt eget udtryk igennem de ekspressionistiske kompositioner, hvor abstrakte figurer, instrumenter og glade farver genskaber historien til Shubiduas kendte sangtekster.

Det skriver Galleri Puls Art i en pressemeddelelse.

Bundesen: -Sådan lader jeg op

– Musikken, de mange gode minder og publikums stemning omkring hver sang, er en del af den energi jeg lader op med når jeg maler, siger Michael Bundesen i en pressemeddelelse.

Der er fernisering i innovative Kalejdoskop i Aalborg lørdag den 24. marts.

Udstillingen kan ses til og med den 7. april.

Det var i juni 2017 Michael Bundesen debuterede med sin første udstilling.

Michael Bundesen blev i 2011 ramt af en blodprop og sidder den dag i dag i kørestol.

Gallerist og kunstmaler hos Galleri Puls Art i København, Henrik Elnegaard, fortalte i sommer til Kendte.dk om baggrunden for, at Michael Bundesen sprang ud som kunstmaler:

– I stedet for at kede sig efter den blodprop han fik i 2011, så gav min hustru – Lill-Marlen Elnegaard som er Bundesens assistent og nuværende kunstmentor – ham nogle lærreder og sagde til ham: “Michael – kom i gang med at male”, sagde Henrik Elnegaard dengang på vegne af Michael Bundesen til Kendte.dk.

Powered by Labrador CMS