Seebach får hjælp af veloplagt publikum
Hiver stjerner i land efter udsolgt koncert i Royal Arena, hvor publikum sang med
Rasmus Seebach indledte fredag aften en knap to timer lang hitparade i Royal Arena i København med at blive sænket ned fra loftet til sangen "Lidt i fem".
Anmeldere bemærker, at den 45-årige kunstner under hele koncerten leverede hit på hit, hvilket tilsyneladende ræsonnerede hos publikum.
Til trods for at Jyllands-Postens anmelder i begyndelsen af koncerten noterede sig, at der var "noget uldent over anslaget i Rasmus Seebachs koncert", lod det ikke til at påvirke det fremmødte publikum.
- Sangeren fik uvurderlig assistance og blev tilgivet meget, skriver anmelderen og tilføjer:
- Det var et korarrangement på amfetamin, og det spillede hovedpersonen så grundigt af scenen, at hverken han eller hans publikum behøvede at bekymre sig om hans egen begrænsede formåen, lyder det i Jyllands-Posten, hvor der bliver kvitteret med fire ud af seks stjerner.
Berlingskes anmelder, der skriver, at den lange hitparade til tider overstimulerede en kende, understreger, at Rasmus Seebach med sin musik og væsen skaber et fælles "vi".
- Rasmus Seebach hitter hos hele familien Danmark i øjenhøjde. Og omvendt. For "Ralle" er en af vor egne, skriver Berlingskes anmelder, der giver fem ud af seks stjerner.
"Landets største fælleskor"
Netop aldersdiversiteten i publikum stod også ud for Politikens anmelder, der kalder publikum "landets største fælleskor i form af et aldersmæssigt galopperende diverst publikum".
Her hiver Seebach også fire ud af seks stjerner hjem for aftenen, hvor der var euforisk stemning i luften allerede fra anden sang, skriver anmelderen.
- Havde man lagt sit snobbede overjeg i garderoben, kunne man snildt få noget i øjet undervejs. Som på "Den jeg er", der er sådan en sang, man kan lytte til, mens man tilgiver sine forældre, lyder det fra anmelderen.
Lidt lunken modtagelse
Hos Ekstra Bladet er anmeldelsen dog lidt mere lunken. Her får Seebach tre ud af seks stjerner. Men publikums medvirken i koncerten er dog også bemærket.
- Publikum viftede med armene, så de sagtens kunne dirigere fly ned lidt længere ude på Amager.
Ifølge anmelderen fremstod Seebach "underligt nervøs og famlende".
- Sangeren fandt sig aldrig rigtigt til rette i et uskønt funklende udstyrsstykke af en sceneproduktion, lyder det i anmeldelsen af showet, som bliver kaldt "overlæsset".