Se video: Fejret med kæmpe polterabend
'Vild med dans'-stjernen havde ønsket sig en sjov og hyggelig dag
Der var strawberry daiquiris, balloner, fællessang og musikbanko på programmet, da 'Vild med dans'-stjernen Thomas Evers Poulsen blev fejret med et brag af en polterabend, inden det kommende bryllup med Sæþór Kristínsson.
- Jeg havde verdens sjoveste og hyggeligste dag i går, med de dejligste mennesker – lige som jeg havde ønsket mig, skriver han til en video fra dagen.
Fejringen startede på Skagen Fiskerestaurant på toppen af Illum, hvor der blev skålet i vin og bobler og nydt snacks i selskab med gode venner.

Taler og sange
Der var både videohilsner, taler og sange – blandt andet en specialproduceret sang fra 'Popstars'-deltageren Rosenbech.
Derefter gik turen til 'On Air CPH' i Boltens Gård, hvor deltagerne dystede i gameshow – og Thomas' hold "Team Otte" løb med sejren.
- Hold kæft det var sjovt, og jeg siger ikke, vi vandt overlegent, men det gjorde vi, skriver han grinende.

Dagen bød også på underholdning hos Restaurant Skindbuksen, hvor blandt andre Oxenmor og Hr. Riis skabte stemning med klaverspil og sang.
Aftenen sluttede med middag og drinks på Thomas Evers’ favoritrestaurant 'Cholon' i Vingårdstræde.
- Tusind tak for den bedste dag. Alle kom sikkert hjem, tilføjer han med et smil.