Se prins Philip reflektere over krigsoplevelser

Familien hylder prins Philips med et ganske særligt opslag på de sociale medier

Udgivet Opdateret

Se flere billeder i galleriet ovenfor

Fredag den 9. april kom den triste meddelelse fra Buckingham Palace om, at prins Philip, hertugen af Edinburgh, var sovet stille ind på Windsor Castle.

Siden er der delt kondolencer og hyldester på de sociale medier fra alle hjørner af kongefamilien og den øvrige verden. Ofte krydret med minder om og fotos af prinsen.

Taler om Anden Verdenskrig

Nu er der også blevet delt en ganske særlig og speciel video på familiens officielle Twitter konto, hvor der sættes fokus på prinsens militære karriere.

Det er en video, hvor man hører den nu afdøde prins tale om sin tid i flåden under Anden Verdenskrig, hvor han med rang af løjtnant blandt andet var i aktiv tjeneste i kampen mod japanerne.

Fortæller om japanernes overgivelse

Det korte klip indeholder historiske optagelser fra Tokyobugten, hvor prinsen befandt sig på et britisk flådefartøj den 2. september 1945, da japanerne endelig overgav sig.

Det indeholder samtidig et interview med prinsen selv.

“At være i Tokyo-bugten under overgivelses-ceremonien, der fandt sted ombord på et slagskib blot 200 meter væk, og med en kikkert kunne se hvad der foregik, var en stor lettelse,” hører man blandt andet prins Philip sige i videoen.

En ekstraordinær følelse

I klippet kommer han også ind på, hvordan de fik befriede krigsfanger ombord og hvordan de drak te med de nyankomne.

“Det var en ekstraordinær følelse. Fordi vi bare sad der. Både dem og os. Med tårer strømmende ned ad kinderne. De drak bare deres te – magtede ikke at tale. Det var den mest ekstraordinære følelse,” reflekterer han.

Et tema ved begravelsen

Netop prinsens tid i militæret og status som veteran fra Anden Verdenskrig vil ifølge mediet Town and Country spille ind, når han bliver begravet fra St. Georges Chapel på Windsor Castle lørdag den 17. april.

Ifølge Buckingham Palace vil prinsens flådekappe og sværd nemlig komme til at ligge på kisten sammen med flag og blomster.

Ceremonien, der kun er for de nærmeste, starter klokken 15 og bliver sendt på TV via BBC.

Se flere billeder i galleriet ovenfor

Powered by Labrador CMS