Se og Hør kritiseres for forfølgelse af kendispar

Martin Jørgensen og Eva Harlous privatliv har været omtalt så massivt i Se og Hør det seneste år, at det tenderer til forfølgelse, lyder kritikken fra to mediejurister. Se og Hør mener selv, at dækningen er i orden.

Se og Hør har blandt andet bragt paparazzi-fotografier af Eva Harlou og Martin Jørgensen taget på flere forskellige tidspunkter over to forlængede weekender. Foto: Kasper Palsnov/Scanpix (Arkivfoto)
Se og Hør har blandt andet bragt paparazzi-fotografier af Eva Harlou og Martin Jørgensen taget på flere forskellige tidspunkter over to forlængede weekender. Foto: Kasper Palsnov/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

”De knalder hele tiden”. ”Mødes i smug”. ”Du har ingen venner”. Det er nogle af de mange overskrifter, som Se og Hør det seneste år har bragt om kendisparret Martin Jørgensen og Eva Harlou. Det skriver Radio24syv.

I 79 artikler bliver Martin Jørgensen, grevinde Alexandras eksmand, og Eva Harlou, tv-vært og arkitekt, nævnt – enten hver for sig eller sammen. Se og Hør har tilmed bragt 34 paparazzi-billeder af parret. Det viser en gennemgang af Se og Hør fra august 2015 til august 2016, som Radio24syv har lavet. Og det er så massivt, at professor ved juridisk institut på SDU, Sten Schaumburg-Müller, mener, at det er en krænkelse af parrets privatliv:

– Der er det min klare vurdering, at en så massiv dækning kan blive til forfølgelse. Hvis man er i hælene på dem hele tiden, tager billeder af dem, skriver om dem – så kan det i sig selv være privatlivskrænkende, siger han til Radio24syv.

Se og Hør har blandt andet bragt paparazzi-fotografier af Eva Harlou og Martin Jørgensen taget på flere forskellige tidspunkter over to forlængede weekender, hvor teksten samtidig i detaljer kortlægger, hvad de har foretaget sig i løbet af de pågældende to weekender.

Dækning langt over grænsen

Vibeke Borberg, forskningschef i mediejura på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er også af Radio24syv blevet præsenteret for en lang række af Se og Hørs artikler om Harlou og Jørgensen. Og hun mener ligeledes, at dækningen af parrets privatliv er over grænsen.

– Det er en meget massiv dækning. Det er over en lang periode, de går meget tæt på, og der er brugt metoder, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har betegnet som retsstridige, siger hun til Radio24syv.

Kæresterygter og sexliv

En del af de 79 artikler er relativt uskyldige, men størstedelen af artiklerne handler om parrets privatliv. Blandt andet har Se og Hør bragt ni artikler om kæresterygter og samliv, otte artikler om deres sexliv, otte artikler om deres privatøkonomi og boligforhold samt syv artikler om deres familieliv, herunder om relationerne til deres børn.

– Som udgangspunkt har det ikke offentlig interesse, hvordan to kendte mennesker etablerer et samliv, og det betyder, at mediernes rammer for at gå meget tæt på, er snævre, siger Vibeke Borberg til Radio24syv. Hun understreger dog, at hvis kendte personer selv har vist interesse for mediebevågenhed på deres privatliv, så kan det svække deres privatlivsbeskyttelse.

Ingen tilladelse til at bruge billeder

Ni af artiklerne er illustreret med de i alt 34 paparazzi-fotografier. Foruden de to weekender, hvor fotografer altså tog paparazzi-billeder af parret ved flere lejligheder, har Se og Hør ved yderligere to lejligheder taget paparazzi af parret i private situationer – en gang hvor de afslørede, at parret sov sammen, og en gang, hvor Eva Harlou skulle pierces. Resten er genbrugte billeder. Eva Harlous manager, Salli Mortensen, oplyser til Radio24syv, at der ikke er givet tilladelse til at bringe paparazzi-fotografierne.

Kritisabel dækning

Sten Schaumburg-Müller forklarer, at det er den gentagne og konstante dækning, der gør den kritisabel, fordi opmærksomheden på parret samlet set gør det svært for dem at have et privatliv. Han understreger dog, at krænkelsen ikke er strafferetlig, men at den ville kunne føre til en økonomisk godtgørelse, hvis de pågældende vælger at rejse sag.

– I straffeloven er udgangspunktet, at hvad man foretager sig i det offentlige – med mindre det er meget uheldigt eller krænkende – det må man gerne tage billeder af. Og det er jo et godt udgangspunkt. Men det er klart, at hvis det bliver udnyttet sådan, at der hele tiden bliver taget billeder, når man er i det offentlige, så forsvinder muligheden for et privatliv, siger Sten Schaumburg-Müller med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der har slået fast, at alle har ret til et privatliv – selv kendte personer.

Medhold: Artikel var krænkende

I februar fik Jørgensen og Harlou i pressenævnet medhold i, at en artikel bragt i Se og Hør i december 2016 under overskriften ”De knalder hele tiden” var krænkende. Nævnet kritiserede, at Se og Hør omtalte et eventuelt seksuelt forhold, som klagerne hverken havde kommenteret eller bekræftet. Se og Hør fik i samme ombæring kritik for overskriften ”Besat af mænd” med henvisning til Eva Harlou.

Advokat Kim Krarup har repræsenteret flere kendte personer i sager mod Se og Hør, heriblandt Eva Harlou og Martin Jørgensen. Han kalder dækningen af parrets private forhold for ”grænseoverskridende,” og han mener ikke, at den massive dækning er berettiget i forhold til Harlou og Jørgensens status i samfundet:

– I mine øjne er der tale om almindelige mennesker, der har op- og nedture som alle andre mennesker. Når det så er sagt, så ved jeg godt, at de har levet et offentligt liv i form af at have været tv-vært og gift med en grevinde. Men det berettiger på ingen måde efter min opfattelse den massive dækning, som mine klienter er udsat for i forhold til ganske almindelige ting fra dagligdagen, siger han til Radio24syv.

Chefredaktør: Dækningen er i orden

Efter skandalen om Se og Hør, lovede chefredaktør Niels Pinborg færre paparazzi-fotografier samt flere historier, hvor hovedpersonerne blev hørt. Men chefredaktøren mener, at det er i orden at dække Eva Harlou og Martin Jørgensen i det omfang, ugebladet har gjort – blandt andet fordi de begge er kendte og bruger offentlige arrangementer til at positionere sig selv:

– Den slags gør dem interessante for vores læsere. At de samtidig begge er blevet skilt fra andre kendisser, og at begge skilsmisser blev meldt ud via pressemeddelelser – og at de dermed nærmest påskreg sig offentlig opmærksomhed omkring deres private forhold – gør dem ikke mindre interessante, skriver han i en mail til Radio24syv.

Niels Pinborg oplyser til Radio24syv, at billedserierne af Eva Harlou og Martin Jørgensen er optaget af tre omgange i løbet af en periode på 19 uger – en af Radio24syvs fire registreringer mener Niels Pinborg ikke er paparazzi. Desuden kalder han en af optagelserne for et ”tilfældighedsfund”. Han har derfor svært ved at se, at Se og Hørs fotografering af Eva Harlou og Martin Jørgensen skulle have karakter af overvågning.

– Og i forhold til det krænkende i omtalerne, må jeg bare konstatere, at i de tre år jeg har været chef, har vi ikke én gang været i retten i sager om privatlivskrænkelser. Så ud over de få gange vi har fået kritik i pressenævnet – lige som alle andre medier – har påstandene intet på sig, skriver Niels Pinborg til Radio24syv.

Mandag fortalte Radio24syv, at Se og Hør har bragt 418 paparazzi-fotografier det seneste år trods løfte om ikke længere at bringe paparazzi uden et klart formål.

Powered by Labrador CMS