Se listen: Pensioneret prins med vilde citater

Prins Philip har holdt sig i baggrunden i sin royale karriere, men han har alligevel gjort sig bemærket med en række kontroversielle kommentarer.

– Jeg vil meget gerne til Rusland, selv om de skiderikker myrdede halvdelen af min familie, sagde han i 1967. Foto: Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Fra efteråret vil britiske prins Philip ikke længere dukke op sammen med dronning Elizabeth til officielle arrangementer.

Det stod klart torsdag formiddag, hvor det royale par meddelte, at prins Philip trækker sig tilbage og går på pension fra sine royale pligter.

Prins Philip, der har danske rødder, har holdt sig en del i baggrunden i sit royale liv.

Gjorde sig alligevel bemærket

Men han har alligevel gjort sig særdeles bemærket med en række kontroversielle bemærkninger.

Faktisk har dronningens gemal gjort sig så bemærket på den front, at han har fået sin egen bog, “Wise Words and Golden Gaffes”, om de spøjse kommentarer.

Den britiske avis The Telegraph har samlet nogle af prinsens vilde udtalelser og spøgefulde kommentarer, og nedenfor bringes en række af de udvalgte citater.

Allerede i 1965 var prinsen ikke bange for at fyre en hurtig kommentar eller to af. Det blev klart, da han deltog i en udstilling af etiopisk kunst.

– Det ligner noget, min datter ville tage med hjem fra sine billedkunsttimer i skolen, sagde han om kunsten.

Året efter skabte prinsen røre igen, da han udtalte, at britiske kvinder ikke kan lave mad, mens han i 1967 overraskede med sit svar på spørgsmålet om, hvorvidt han ville besøge Sovjetunionen.

– Jeg vil meget gerne til Rusland, selv om de skiderikker myrdede halvdelen af min familie, sagde han ifølge The Telegraph.

Overraskede i Kina

På flere officielle besøg i udlandet har prinsen heller ikke kunnet holde sig tilbage.

Da han i 1986 besøgte Kina overraskede han med en kommentar til en britisk studerende, der var på udveksling i landet.

– Hvis du bliver her meget længere, bliver du skævøjet, jokede prins Philip dengang.

Da Prins Philip besøgte en række af Australiens aboriginals, kunne han heller ikke dy sig for at stille et spøjst spørgsmål.

– Kaster i stadig spyd efter hinanden?, spurgte han de medlemmer af den australske urbefolkning, som tog imod det royale familiemedlem.

Langede ud efter pressen

Den 95-årige prins har også langet ud efter pressen under et besøg på et hospital i Caribien.

– I har myg. Jeg har pressen, skulle prinsen have sagt ifølge The Telegraph.

En anden af prins Philips kontroversielle kommentarer faldt, da han besøgte en udstilling med en rumfærge.

– Ja, du kommer aldrig til at flyve i den. Du er for tyk til at være astronaut, lød det ifølge avisen til en 13-årig dreng.

Prins Philip giftede sig i 1947 med den britiske tronfølger, prinsesse Elizabeth, der i dag bærer titlen som dronning.

Sammen fik de senere børnene prins Charles, prinsesse Anne, prins Andrew og prins Edward.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS