Sarah Grünewald: – Jeg råber af Robinson og tuder til Skam

Vild med dans-værtinden Sarah Grünewald vil underholdes, røres, kunne reflektere og se rigtige mennesker.

Sarah Grünewald udgør værtsduoen til årets “Vild med dans” sammen med Claus Elming. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Sarah Grünewald engagerer sig, når hun ser fjernsyn.

Den 33-årige Vild med dans-værtinde vil røres, underholdes og se indhold, der får hende til at reflektere over fortid, nutid og fremtid.

Her fortæller hun om sit kulturforbrug:

Hvilken film så du sidst?

– Jeg så “Lion”, fordi den poppede op i vores film- og tv-pakke. Jeg græd fra start til slut. Den stak dybt. Der var rigtig mange ting i den, for eksempel hvordan børnene lever i Indien, hvilket jeg også oplevede, da jeg rejste der.

– Jeg blev pludselig kastet lidt tilbage i følelsen af at se de her børn, som ikke har noget, og så samtidig føle mig enormt privilegeret over at jeg kan give min søn den opvækst, han får. Filmen gjorde, at jeg reflekterede enormt meget over mit eget liv.

Hvilke serier streamer du?

– “Skam”. Jeg kom så sent i gang, men har lige ædt fire sæsoner på ingen tid. Jeg ved ikke hvorfor, men der er et eller andet, der stritter på mig, når alle går i én retning. Når alle lige pludseligt skriger “rød”, så har jeg lidt lyst til bare at råbe “sort”. Men lige pludseligt kunne jeg ikke finde en serie, jeg gerne ville se, og så tænkte jeg, “nu giver jeg det en chance”.

– Jeg synes, serien er fantastisk. Jeg har tudet, grinet og kunnet mærke – ligesom alle andre piger sikkert – min første forelskelse, venindefølelserne og alt, der bare mærkes så meget, når man er i den alder. De spiller vildt godt, den er velproduceret og så er nogle af drengene vildt lækre.

Hvilke podcasts lytter du til?

– Ingen – endnu. Jeg tror aldrig, jeg helt har fundet ud af, hvordan man gør. men jeg kommer til at gå i gang med det.

Hvad lytter du til i radioen?

– “Mads & Monopolet”, Ibiza Sonica og Cosmo. Enten kobler jeg fra og hører musik, eller også skal radio give mig noget at tænke over. I “Mads & Monopolet” kan man være med i en debat og også blive inspireret.

– Nogle gange er jeg enig med nogle fra monopolet, men så hører jeg et modargument og bliver vendt. Det er vildt fedt, synes jeg. Panelet giver tit en person en chance og ser problematikken på flere måder. Det er meget interessant. Der er noget psykologisk i det, som også er ret spændende.

Hvilket program får dig til at tænde for fjernsynet?

– “Robinson Ekspeditionen”. Man kan simpelthen ikke være fake der, fordi der er mangel på mad, søvn, alt. Som menneske bliver man tappet for så meget energi, at det er umuligt ikke at være andet end den, man er. Det bliver ind til inderste knogle.

– Jeg kan godt lide at se rigtige mennesker, som er udfordrede, og så gad jeg godt selv være med i det. Jeg råber, når programmet kører, fordi jeg nogle gange føler, jeg er ti skridt foran dem. Jeg er helt sikker på, at hvis jeg selv stod der, kunne jeg ikke finde ud af at binde en knude op, men når man sidder hjemme i sofaen, tænker man, “hvorfor gør I ikke bare sådan”. Jeg er ret vild med det program.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

– “Du er ikke alene” af Kristina Hermann. Den er møntet på forældre, der drikker, men den er også til forældre med andre problematikker. Man kan lidt tage den derhen, man vil.

– Det er en bog, der giver mulighed for at gå ind at arbejde med sin egen opvækst. Der har været alkohol i min familie, da jeg var lille, og der giver bogen en masse redskaber. Den er enormt givende, hvis man har haft bare det mindste. Jeg er stor fan af at arbejde med sig selv.

Hvilke magasiner køber du?

– Elle, Eurowoman, Femina og Alt for damerne. Jeg læser ikke så meget, men jeg kan godt lide at kigge på billeder, så jeg bladrer meget. Jeg tror, det er mine 12 år som model, der gør, at jeg kan rigtig godt lide det visuelle.

– Jeg bruger madopskrifterne. Jeg er ret vild med at se, hvad man kan lave mandag til fredag. Det er, fordi jeg ikke selv kan finde ud af det, og for at min familie ikke kun skal leve af spaghetti med kødsovs og boller i karry.

Hvilke aviser læser du?

– Jeg kan godt lide at læse Politiken. Det giver mig et større overblik over hele verden. Jeg læser også BT som handler mere om, hvad der rører sig herhjemme. Derfor synes jeg, de to aviser komplementerer hinanden meget godt.

Hvor går du ud for at være kulturel?

– Jeg er egentlig ikke særligt kulturel. Jeg tror, det er halvandet år siden, jeg var i Det Kongelige Teater, men det er nok det nærmeste, jeg kommer.

– Jeg har altid været glad for at komme der, lige siden jeg var en lille pige. Det er en familieting og noget, min mor har givet mig med, så der er også noget nostalgi over at gå i Det Kongelige Teater, men jeg gør det bare ikke så tit.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS