Sådan er tidligere royale begravelser foregået
Kongehuset oplyste i august, at prins Henrik ikke ville begraves i Roskilde Domkirke som gennem hundreder af år har været kongeslægtens gravsted.
Prins Henrik bisættes fra Christiansborg Slotskirke ved en mindre ceremoni med deltagelse af familien tirsdag klokken 11.00.
Det oplyste kongehuset, efter at den 83-årige prins sov stille ind 13. februar på Fredensborg Slot i Nordsjælland.
Privat bisættelse
Bisættelsen holdes mindre og privat, og det adskiller sig fra tidligere dødsfald blandt kongelige.
Dronning Magrethes ældste lillesøster, prinsesse Benedikte, mistede sin mand, prins Richard, i marts 2017.
Ved prinsens begravelse deltog repræsentanter fra det norske og det svenske kongehus.
Da dronning Margrethe mistede sin mor, dronning Ingrid, i november 2000, blev den 90-årige afdøde dronning begravet i Roskilde Domkirke.
Tradition at royale begraves ved Roskilde Domkirke
Siden dronning Margrethe 1.’s begravelse i 1413 har Roskilde Domkirke ifølge kirken været hvilested for de kongelige.
Dronning Ingrid blev således ført ud i kongefamiliens private gravsted i et kapel uden for kirken og blev sænket ned ved siden af sin mand, kong Frederik 9., der var dronning Margrethes far.
Kong Frederik 9. døde 14. januar 1972. Dagen efter fik Danmark sin nye regent, dronning Margrethe.
Ti dage efter dødsfaldet blev kong Frederik 9. begravet.
Prins Henrik ville ikke begraves ved siden af Margrethe
I august 2017 oplyste kongehuset, at prins Henrik ikke ønskede at blive begravet ved siden af dronning Margrethe, når den tid ville oprinde.
Det danske kongehus tilføjede, at prins Henriks ønske ikke ændrede på dronningens, som fortsat vil stedes til hvile i kongeslægtens gravsted, Roskilde Domkirke.
Efter bisættelsen har det været prins Henriks ønske, at halvdelen af asken skal spredes i danske farvande, mens den anden halvdel sættes ned i en urne i den private have i Fredensborg Slotshave.
Plan klar når Margrethe dør: Men den er hemmelig
/ritzau/