-Sådan er jeg i virkeligheden

Det har krævet en del af Maria Szigethy at spille balletpigen Frede, der ofte har humørsvingninger.

Maria Szigethy under fotografering af skuespillerne til DR’s julekalender ‘Julefeber’, på Det Kongelige Teaters kroneloft (hvor store dele af julekalenderen er optaget), onsdag den 4. november 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis du tænder for DR’s julekalender, “Julefeber”, så møder du balletpigen Frede, der er elev på Det Kongelige Teater.

Men tingene går ikke så let for Frede, og underviseren er efter hende.

Og for 14-årige Maria Szigethy har det også været en udfordring at formidle karakteren, der til tider er sur og tvær – og en rigtig teenager.

– Noget af det sværeste er, at min karakter har mange humørsvingninger, fortæller Maria Szigethy og uddyber:

– Det har været svært for mig, fordi jeg har skullet gå så meget ind i det og faktisk få de følelser frem, for så ser det bedst og mest realistisk ud, forklarer det unge talent.

Så når man ser Frede være vred eller ked af det på skærmen, så har Maria Szigethy sandsynligvis også mærket de følelser helt nede i maven, mens hun var på optagelserne.

– Hvis jeg skal spille ked af det, kan jeg godt gå hen og blive lidt ked af det i virkeligheden. Og der skal jeg lige finde balancen.

– Det er ikke en dårlig følelse. Det er faktisk bare rart. Det gør noget godt at kunne komme ud med noget. Så det har været virkelig fedt for mig, forklarer hun.

Ung debutant

Maria Szigethy er – som efternavnet antyder – i familie med realitystjernen Amalie Szigethy – og så er “Julefeber” langtfra første gang, at hun selv optræder.

Maria Szigethy var kun otte år gammel, da hun tilbage i 2015 troppede op foran en fyldt sal til Zulu Comedy Galla og fyrede jokes af om danske komikere.

I 2017 vendte hun igen tilbage til tv-skærmene som en del af comedyduoen “Rica og Tudi” i programmet “Danmark har talent”.

Men rollen i “Julefeber” er helt anderledes, og der skal nogle helt andre og dybere følelser i spil, forklarer Maria Szigethy, som springer ud som skuespiller for første gang i julekalenderen.

– Frede er meget sin egen og meget indelukket. Lidt sur nogle gange og har sine egne meninger. Det har været megafedt, synes jeg, siger Maria Szigethy.

– Men det er også meget anderledes, for som person er jeg selv meget udadvendt og snakker meget højt og elsker at kunne snakke med folk. Jeg er meget energisk. Så det har været en udfordring.

-Kan nå ud til mange

Men selv om de ligger så langt fra hinanden, som man nærmest kan, så har Maria Szigethy stor forståelse for den tvære Frede.

Og hun tror også, at karakteren kan nå ud til mange på den anden side af skærmen.

– Frede er faktisk bare en meget usikker pige, og jeg tror, det er derfor, hun gemmer sig bag den skygge af noget bitchet. Og det tror jeg, at mange gør. Når de er kede af det, viser de det med vrede eller en bitchet energi, siger hun og fortsætter:

– Jeg tror, at min rolle kan komme ud til mange teenagepiger på Fredes alder, som går igennem meget af det samme. Måske ikke specifikt med ballet, men med at være usikker på sig selv, ikke føle man ser godt nok ud, eller om man gør det godt nok.

– Det tror jeg, at der er mange, der går igennem. Også drenge. Jeg tror måske bare, drengene kommer til at relatere mere til Silas’ rolle (Bjørn i “Julefeber”, red.), som også bare gerne vil være normal.

“Julefeber” kan ses hver aften frem til den 24. december på DR1 og fra om morgenen på DRTV.

Powered by Labrador CMS