Så mange så 'Vild med Dans'-finalen
Blev ugens mest sete program
Den allersidste finale af 'Vild med Dans' samlede markant flere seere end de foregående udsendelser og blev programmets største seersucces i denne sæson.
Det skriver Billed-Bladet.
Efter 22 sæsoner takkede det populære danseprogram endeligt af, og Jasmin Lind og Michael Olesen blev de sidste vindere, da de løb med sejren i Forum Horsens.
Langt flere var med
I løbet af sæsonen har seertallene typisk ligget mellem 600.000 og 700.000, men til finalen valgte langt flere at tænde for tv’et.
- Hele 841.000 danskere så finalen, mens 922.000 sad klar til afgørelsen, oplyser mediet.
Stærk afslutning
Dermed blev den sidste dans også ugens mest sete tv-program og overgik blandt andet håndboldkvindernes VM-kamp mod Kroatien, som blev set af 838.000.
Finalen markerede dermed en stærk afslutning på et program, der gennem mere end to årtier har været en fast del af danskernes fredagsunderholdning.