Så langt er Meghan henne

Hertuginde Meghan bærer allerede rundt på en ganske tydelig 'babybule'

Offentliggjort Sidst opdateret

Søndag den 14. februar kom prins Harry og hertuginde Meghan med den glædelige nyhed, at de venter barn nummer to. Det skete blandt andet med det herligste sort-hvide foto af parret henslængt under et træ i det fri. Men uden at nævne en termin for fødslen.

Billedet, der tydligt viser, at Meghan allerede bærer rundt på en betragtelig ‘babybule’, har naturligvis fået masser af opmærksomhed og en royal ekspert, Camilla Tominey, mener endda ifølge Mirror nogenlunde at kunne aflæse, hvor langt hertuginden er henne i graviditeten.

Artiklen fortsætter under videoen

Der er tradition for, at kommende royale forældre fortæller om graviditeten, når de er rundt regnet tre måneder henne. Men det mener eksperten ikke holder i dette tilfælde.

“Normalt kommer nyheden fra den gravide efter cirka tre måneder. Men vi tror, Meghan allerede er i nærheden af fem måneder henne,” fortæller Camilla Tominey ifølge mediet til Today Extra.

Står den observation til troende kan fødslen således forventes at finde sted i den sidste halvdel af juni eller lige i starten juli måned.

Ikke særligt meddelsomme

Nu er der ikke noget nyt i, at de royale er sparsomme med at fortælle om den forventede fødselstermin. Da Harry og Meghan meddelte, de ventede Archie, der kom til verden den 6. maj 2019, blev det oplyst, at fødslen var forventet til foråret 2019.

Og da Harrys kusine, prinsesse Eugenie, fortalte hun var gravid, blev fødslen annonceret til at skulle finde sted først på året i 2021. Hun og hendes mand Jack Brooksbank fik en lille dreng den 9. februar.

Powered by Labrador CMS