Så er den hjemme
Dennis Knudsen har fået 'pappet' tilbage
Dennis Knudsen kan nu fejre, at han igen har kørekort.
På Instagram fortæller han begejstret, hvordan det gik til, da han bestod den praktiske prøve i første forsøg.
- Jaaaaaa, så er kørekortet hjemme igen. BESTOD, skriver han med masser af glædesemojis.

Flere gange
62-årige Dennis Knudsen indrømmer dog, at det ikke har været helt uden udfordringer.
Teoriprøven måtte han igennem flere gange, inden han forleden bestod.
Til gengæld gik den praktiske prøve glat, og med et overraskende twist.
- I min fantasi er det sure, gamle, bitre, tykke, grimme mænd, der dukker op. Men nej, der kom den smukkeste kvinde. Sød, empatisk, venlig og imødekommende, siger han og tilføjer, at han bestod uden fejl.
Er ordblind
Dennis Knudsen har kæmpet med at generhverve kørekortet, som han fik frakendt for to år siden.
Teoriprøven gav udfordringer, da han er ordblind og derfor laver for mange fejl.
Ifølge Færdselsstyrelsen gives der ikke særlig dispensation på den baggrund.
Frisøren lægger ikke skjul på sin lettelse.
- Jeg er så glad, lyder det i opslaget.