Runder skarpt hjørne

Eric Kress står bag kameraet på filmsucceser som "Blinkende Lygter" og "Mænd der hader kvinder". Fredag den 25. marts fylder han 60 år.

Eric Kress har været manden bag kameraet på både danske og internationale film- og seriehit. Her ses han i Grønland under optagelserne til fjerde sæson af Borgen, der for tiden ruller over skærmen hver søndag. Fredag den 25. marts fylder Erik Kress 60 år. (Privatfoto).
Eric Kress har været manden bag kameraet på både danske og internationale film- og seriehit. Her ses han i Grønland under optagelserne til fjerde sæson af Borgen, der for tiden ruller over skærmen hver søndag. Fredag den 25. marts fylder Erik Kress 60 år. (Privatfoto).
Udgivet Opdateret

Han står bag kameraet på både danske og internationale filmklassikere og brænder for at fortælle historier.

Som filmfotograf har Eric Kress siden midten af 90'erne været med på produktionerne af nogle af de største danske film og tv-serier.

For tiden kan hans arbejde ses i den populære tv-serie "Borgen", hvor fjerde sæson ruller over skærmen hver søndag.

Fejrer 60 års fødselsdag

Fredag den 25. marts kan Eric Kress fejre sin 60-års fødselsdag.

Han blev uddannet fra Den Danske Filmskole i 1991 og allerede et par år efter, fik han branchens opmærksomhed i arbejdet på tv-serien "Riget" sammen med Lars von Trier.

- Det var en fantastisk oplevelse og fantastisk tid. Sindssygt frigørende, sjovt og lystfyldt først og fremmest, fortæller han.

Serien skaffede da også Erik Kress sin første Robert i 1994.

Meget filmglad familie

Glæden og fascinationen ved film opstod noget tidligere.

Eric Kress voksede op i meget filmglad familie. Hans far var franskmand, så han blev fra barnsben fodret med fransk filmkultur.

- Jeg så Truffaut, Chabrol og Godard mens jeg dårligt nok var startet i skole. Og syntes, at film var noget meget fascinerende og en lille smule kompliceret.

- Så jeg fik det ind - om ikke med modermælken - så lige bagefter i hvert fald.

Lå lige til højrebenet

Han fandt hurtigt ud af, at han godt kunne lide det tekniske aspekt ved at lave film. Karrieren som filmfotograf lå derfor lige til højrebenet.

- At fortælle historier er noget af det vigtigste, vi har. Jeg følte, at jeg som fotograf kunne bidrage med en teknisk funktion, men også hjælpe instruktøren med at fortælle historien.

De største successer

Kultfilmen "Blinkende Lygter" og den internationale succes "Mænd der hader kvinder" hører til blandt filmfotografens mest succesfulde produktioner.

Selv om det er mange år siden, de blev udgivet, er det stadig film, Erik Kress får meget respons på. Specielt, når han arbejder på udenlandske produktioner, bliver "Mænd der hader kvinder" hyppigt nævnt, fortæller han.

Eric Kress er i øjeblikket i Istanbul, hvor han arbejder på en ny tv-serie. Hans familie tager derfor turen til Tyrkiet, så han får lov at fejre fødselsdagen med sin kone og to yngste drenge.

Powered by Labrador CMS