Royal Run melder tæt på udsolgt

Til årets kongelige motionsløb er der overvældende interesse for at løbe med Kronprins Frederik.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det blev en kæmpe succes, da Kronprins Frederiks 50 års fødselsdag sidste år blev fejret med Royal Run, hvor Frederik piskede landede rundt og løb sammen med folket i en række af landets store byer.

I år gentages succesen, og nu meddeler arrangørerne af Royal Run, at der er tæt på at være udsolgt. Det skriver TV2 Lorry.

Royal Run indledes allerede den 1. juni på Færøerne, hvor Kronprins Frederik er med og løber ti kilometer. Hovedløbet afvikles den 10. juni med løb i Aarhus, Aaalborg og København/Frederiksberg.

Kronprinsen skal løbe one-mile løbet i Aarhus – og så sætter han kurs mod København, hvor han deltager i ti-kilometers løbet. Kronprinsessen snører også løbeskoene og er med, når der skal løbes i Aalborg.

Sidste år blev løbet afviklet i Danmarks fem største byer og havde i alt 70.575 deltagere – og allerede nu er det deltagerantal overgået – selv med færre byer på programmet.

Og hvis man skal være med i København, så handler det altså om at få sig tilmeldt i en fart.

Vækker glæde

Den store folkelige opbakning til Royal Run vækker glæde i organisationen Bevæg Dig For Livet, der står bag Royal Run.

– Det er gået vanvittigt hurtigt med tilmeldinger, og det er gået meget hurtigere end vi havde forventet. Vi havde ikke regnet med at 2019-løbet ville overstige 2018, siger Bodil Kjærgaard, der er kommunikationsansvarlig på Royal Run.

– Der er knap en tredjedel, der har krydset af, at det er første gang, de er med i et motionsbeløb. Og det er fantastisk for Bevæg Dig For Livet, som jo er en vison, der netop har til formål at få flere danskere i idrætstøjet, siger hun.

Og selv om der ikke er helt udsolgt i København – så skal man ikke vente ret længe, hvis man gerne vil løbe med.

– I København har vi et loft på 45.000 delatgere. Der er 25.000 pladser i 10-kilometeren og vi kan se, at der er godt 1.000 pladser tilbage. Det er det løb, kronprinsen er med i og samtidig et løb, der bruges til at afvikle DM i 10 kilometer på landevej – så man skal ikke tøve for længe, hvis man vil med, siger hun.

Kilde: TV2 Lorry

Powered by Labrador CMS