Royal fejring: Tronfølger og far til tre fylder år

Prins William, der er far til tre, fylder 36 år torsdag den 22. juni. Den britiske prins og hertug er gift med hertuginde Kate.

Udgivet Opdateret

Torsdag er der fødselsdag i det britiske kongehus.

Prins William, der er nummer to i rækken til den britiske trone, fylder nemlig 36 år. Foruden titlen som prins lyder han også titlen som hertug af Cambridge.

Prins William er den ældste søn af prins Charles og nu afdøde prinsesse Diana.

Han blev født i London i 1982 og fik det fulde navn William Arthur Philip Louis.

Som ung studerende på St Andrews University i Skotland i 2003 mødte han borgerlige Catherine “Kate” Middleton.

De to blev et par frem til 2007, hvorefter de gik hver til sit for en tid. De fandt senere sammen igen, og i november 2010 meddelte det britiske kongehus, at parret skulle giftes året efter.

Vokseværk

Syv år efter brylluppet er familien vokset med tre medlemmer.

I april blev prins William far for tredje gang, da hertuginde Kate fødte endnu en søn.

Prins Louis kom til verden den 23. april. I forvejen var det royale par forældre til prins George fra juli 2013 og prinsesse Charlotte fra maj 2015.

Ikke længe efter familieforøgelsen spillede prins William en vigtig rolle ved sin brors bryllup.

Prins Harry, der er lillebror til prins William, giftede sig med amerikanske Meghan Markle den 19. maj, og ved alteret som forlover stod prins William.

De to brødre stod også side om side som henholdsvis gom og forlover, da prins William giftede sig med hertuginde Kate den 29. april 2011.

Prins William har tidligere gjort tjeneste i Royal Air Force og East Anglia Air Ambulance som helikopterpilot, men i 2017 meddelte prinsen, at han stoppede arbejdet som pilot for i stedet at hjælpe sin farmor, dronning Elizabeth, med de royale pligter.

Powered by Labrador CMS