Roskilde Festival lander nye topnavne

Roskilde Festival har mandag offentliggjort 12 nye kunstnere til sommerens festival, der bliver 50. udgave.

Radiohead koncert på North Side 2017. (11.06.2017). (Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix 2017)
Udgivet Opdateret

Når Roskilde Festival næste sommer åbner portene for den 50. udgave, så bliver det med besøg af en af de mest indflydelsesrige musikere gennem de seneste årtier.

Det skriver Roskilde Festival i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under videoen.

Festivalen har således lokket Radiohead-frontmanden Thom Yorke til dyrskuepladsen, hvor han solodebuterer med projektet Tomorrow’s Modern Boxes.

Og der er tilsyneladende tale om et scoop for festivalen, da det bliver Thom Yorkes eneste show i Skandinavien i 2020.

– Thom Yorke er måske én af det 21. århundredes mest originale og indflydelsesrige lydkunstnere. Han har en vision om at skabe et følelsesmæssigt overvældende totalshow, der med lys, lyd og billeder kan flytte vores grænser for, hvad en festivalkoncert egentlig er, udtaler Anders Wahrén, Roskilde Festivals programchef, i pressemeddelelsen.

– At han så tilmed kun spiller dette ene show i Skandinavien næste år, gør heller ikke vores forventninger til festival nummer 50 mindre, tilføjer han.

Det ligger allerede fast, at Thom York skal spille på Roskilde Festivals næststørste scene, Arena.

Dagens offentliggørelse tæller ud over Thom York 11 andre kunstnere.

Store navne i blandt

Norske The Whitest Boy Alive vil ligesom Thom York gøre dyrskuepladsen i Roskilde til sit eneste skandinaviske stop i 2020.

Også rapveteranen Pusha-T vil være at finde på festivalplakaten til jubilæumsudgaven.

Det samme vil de amerikanske indiebands Whitney og The No Ones, der blandt andre tæller de tidligere R.E.M.-medlemmer Peter Buck og Scott McCaughey.

Roskilde Festival er Nordeuropas største festival. Cirka 130.000 mennesker havde ved dette års festival købt billet.

Næste års jubilæumsfestival har fået den særlige titel “RF50: Time Is Now”.

Powered by Labrador CMS