Regentpar til kæmpe jubilæumsfest

Det svenske regentpar kong Carl Gustaf og dronning Silvia fejrede søndag Malmø Operas 75-års jubilæum.

Udgivet Opdateret

Det er første gang, at Malmø Opera har besøg af et siddende svensk regentpar. Kong Carl Gustaf og dronning Silvia gæstede operaen i anledningen af 75-året for dens tilblivelse.

Artiklen fortsætter efter videoen

Regentparret nød en skøn middag og den ene af de to jubilæumsforestillinger, som Malmø Opera har opsat i forbindelse med jubilæet.

Det skriver Expressen.

75 års historie

Malmø Opera blev indviet den 23. september 1944. Dengang hed det Malmø Stadsteater.

Søndag blev operaens 75-års fødselsdag fejret ved to jubilæumsforestillinger.

– Hensigten er at afspejle operaens 75-års historie – med det ene øje foran, sagde Malmø Operas presseansvarlige omkring forestillinger.

Ved den ene af dem var der fint besøg.

Kong Carl Gustaf og dronning Silvia fik flere smagsprøver fra tidligere opsætninger i Malmø Opera. Heriblandt fra La Cage aux Folles, Les Miserables og meget mere.

Middag på Operagrillen

Inden de royale trådte ind i salonen, som Ingmar Bergman i 50’erne døbte ‘Stora Bu’, fordi den er kæmpestor, var regentparret blevet budt på middag.

Den foregik i Operagrillen.

Menuen stod på pilgrimsmuslinger med blomkålspuré og havkoral til forret.

Til hovedret nød kong Carl Gustaf og dronning Silvia sejfilet med julesalat, linser, rodfrugter og sauce beurre blanc.

Desserten stod på hindbær, hvid chokolade, tørret yoghurt og hibiskus.

Dansk besøg

På trods af at det er første gang, at et siddende regentpar har besøgt operaen, så har operaen tidligere været besøgt af royale.

Faktisk er det ifølge Expressen meget kendt, at en helt særlig dansk royal holdt meget af Malmø Opera.

Prins Henrik har flere gange besøgt operaen og givet udtryk for, at han elskede den.

Powered by Labrador CMS