Rapperen Jamaika slipper ud af forvaringsdom

Rapperen Jamaika blev ved Retten i Esbjerg idømt forvaring. Den dom er nedsat til tre og et halvt års fængsel

I april blev han idømt forvaringsdom. Nu er den ændret.
I april blev han idømt forvaringsdom. Nu er den ændret.
Udgivet Opdateret

En forvaringsdom for grov vold og vidnetrusler er blevet ændret til tre et halvt års fængsel.

Det skriver Statsadvokaten i Viborg på Twitter.

Det er rapperen Jamaika, der nu har fået ændret en tidsubestemt straf til fængselsstraffen.

14. april blev den 25-årige rapper ved Retten i Esbjerg idømt forvaring for blandt andet to tilfælde af grov vold begået i juni og oktober 2019. 

Her er rapperen Jamaika på SPOT festival 2019. (Arkivfoto)
Her er rapperen Jamaika på SPOT festival 2019. (Arkivfoto)

Ifølge den tiltaltes forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, er Jamaika, hvis rigtige navn er Sharmarke Omar Ali, er ude om syv måneder. 

Det er han på grund af den tid, han allerede har siddet fængslet.

- Jeg er meget glad på min klients vegne. Han har jo fået sit liv tilbage, siger Michael Juul Eriksen.

Overrasket over byretsdom

Han forklarer, at man ofte sidder 14-15 år, når man er idømt forvaring.

- Jeg var meget overrasket over dommen i byretten. Det var også derfor, at vi ankede på stedet, siger han.

Han er fundet skyldig i at have angrebet en jævnaldrende mand med kniv i en opgang i Ti-Kanten i Esbjerg. Ved overfaldet i oktober 2019 slog og sparkede han også offeret.

Da offeret meldte overfaldet til politiet, blev han opsøgt og truet af Jamaika.

Nogle måneder tidligere sparkede og trampede musikeren en mand i hovedet på en parkeringsplads i Vejle. Volden betød, at offeret brækkede sin højre kæbehule.

Han blev efterlyst af politiet, og senere anholdt. 

Rapperen er tidligere idømt sammenlagt mere end tre og et halvt års fængsel, siden han var 17 år gammel.

- Der er tale om en mand, der ikke stopper trods fængselsdomme, sagde anklager Mads-Emil Wieth ifølge JydskeVestkysten dengang i Retten i Esbjerg.

Nægter sig skyldig

Jamaika har under sagen nægtet sig skyldig og fortalt, at han har ændret sig, siden han begik kriminalitet.

- Jeg var umoden og rodløs og havde for meget energi - og vidste ikke, hvad jeg skulle.

- Jeg manglede noget personlig udvikling. I dag er jeg meget anderledes, jeg er noget ældre, ser andre aspekter af livet – og er mere voksen, sagde han ifølge JydskeVestkysten i byretten.

Forvaring er en særlig sanktion, som bruges, når en person har begået personfarlig kriminalitet og skønnes at være så farlig for sine omgivelser, at en almindelig fængselsstraf ikke er tilstrækkelig.

Formerne for livs-indespærring

Hvis en forbryder ikke er sindssyg eller på anden måde uegnet til straf, kan personen dømmes til indespærring på ubestemt tid på to forskellige måder.

LIVSTID:

* Fængsel på livstid betragtes som landets strengeste straf og er som udgangspunkt en dom til fængsel resten af livet.

* I gennemsnit bliver livstidsdømte dog løsladt efter 16-17 års fængsel.

* Tidligst efter 12 år kan en livstidsfange blive prøveløsladt. Det er Kriminalforsorgen, der træffer afgørelsen efter indstilling fra fængslet, hvor den dømte afsoner.

* Hvis Kriminalforsorgen skønner, at der er fare for ny kriminalitet, kan ansøgning om prøveløsladelse afvises. Dette kan afsoneren indbringe for retten efter 14 år.

* Før prøveløsladelse af en livstidsfange skal der indhentes en udtalelse fra Retslægerådet om personens farlighed.

* På den baggrund ender nogle fanger med at tilbringe flere årtier bag tremmer. To nuværende afsonere har således siddet i over 30 år.

* Det drejer sig om henholdsvis Naum Conevski, der i 1984 likviderede to unge mænd på Amager, og Seth Sethsen, der året efter begik rovmord på en taxichauffør i Albertslund.

* For øjeblikket afsoner 25 personer en livstidsdom i Danmark.

FORVARING:

* En dom til forvaring er ligesom livstid en frihedsberøvelse på ubestemt tid.

* Teknisk set er forvaring ikke en straf, men en foranstaltning, der skal beskytte samfundet mod meget farlige personer.

* Forvaring gives i tilfælde, hvor personernes forbrydelse ikke i sig selv er så grov, at eksempelvis fængsel på livstid er aktuel, men hvor risikoen ved at sætte en udløbsdato på straffen vurderes til at være for stor.

* Efter højst tre år skal en psykiater i fængslet vurdere, om der er grundlag for at iværksætte en løsladelse. Den vurdering skal foretages igen efter højst et år og så fremdeles. Afgørelsen ligger dog suverænt hos domstolene.

* I modsætning til en livstidsdom er der i teorien altså ingen nedre grænse for, hvor længe en forvaringsdømt skal sidde i fængsel.

* Den seneste opgørelse over forvaringsdømte viser, at de gennemsnitligt sidder 14 år og syv måneder i fængsel. Ligesom livstidsdomme kan afsoningstiden dog variere betragteligt.

* Sidste år oplyste Kriminalforsorgen, at den person, der havde siddet længst, på det tidspunkt havde tilbragt 21 og et halvt år i sin celle.

* For øjeblikket afsoner 67 personer en forvaringsdom.

Kilder: Ritzau, Straffeloven, Kriminalforsorgen, anklagemyndigheden og Anstalten ved Herstedvester.

null
Powered by Labrador CMS