Ramt af alvorlig øjensygdom
Skuespiller Simon Stenspil måtte indlægges akut
Skuespilleren Simon Stenspil kæmper endnu engang med alvorlige problemer med synet.
På Instagram fortæller han, at han mandag pludselig oplevede en skygge på sit højre øje.

- Den blev større i løbet af dagen, og det var ligesom at se et gardin glide ned foran øjet, skriver den 42-årige skuespiller.
Det viste sig at være en nethindeløsning, og derfor skal han akut opereres på Glostrup Hospital.
- Selvom det er crazy og desværre går ud over en kæmpe produktion, jeg skulle have filmet de næste 14 dage, så tager jeg det med oprejst pande. Heldigvis, hvis alt går galt, har jeg jo et ekstra øje at se med, tilføjer han med sort humor.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, Simon Stenspil rammes af øjenproblemer.
Tidligere har han åbent fortalt om, hvordan han som kun 40-årig måtte opereres for grå stær - en lidelse, der normalt først rammer i langt højere alder.
- Det startede med, at alt begyndte at være sløret for øjnene. Pludselig kunne jeg ikke længere læse skiltene på gaden, fortalte han dengang til Kendte.dk.
- Det er ret sygt
Operationen gav dog hurtigt resultat, og allerede få timer senere sidste sommer dukkede han smilende op til premieren på 'Cirkus Summarum i Ballerup' - iført solbriller og med datteren Lula i en bæresele på maven.
- Jeg har det godt, og jeg kan allerede nu se langt mere end tidligere. Det er ret sygt, hvor hurtigt det går, sagde han dengang.
Nu krydser han fingre for, at endnu en operation kan redde synet.
- De er topdygtige derinde. Vi ses på den anden side, skriver han til sine følgere.