Prinsesse vinder mesterskab
Den norske prinsesse Ingrid Alexandra vandt guld i surfing, da kronprinsparret uddelte sportsgrenens første kongepokal.
I weekenden har kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit brugt tiden på en helt særlig sportsgren.
For første gang i historien blev den ikoniske kongepokal uddelt til to atleter, der har udmærket sig inden for surfing.
Artiklen fortsætter efter videoen
Ligeledes viste kongefamilien selv, hvilke evner de har for sportsgrenen.
Det skriver det norske kongehus i en pressemeddelelse.
Toppen af surfing
I Norge har kongepokalen en helt unik betydning. Dens historie strækker sig tilbage til kong Oscar den anden.
Denne weekend blev der endnu en gang skrevet historie med kongepokalen, da den blev uddelt for første gang i sportsgrenen surfing.
Kongepokalen blev vundet af Luca Nino Petersen-Guichard på herresiden, mens den på damesiden blev vundet af Helle Løvseth.
Kongepokalen tildeles de fleste idrætter, der er organiseret inden for Norges Idrætssamfund. Formålet er, at kongepokalen vindes af den kvinde og den mand, som leverer det bedste resultat ved et Norgesmesterskab.
Prinsesse på vandet
Noget helt særligt ved dette Norgesmesterskab i surfing var, at det var muligt at stille op i klassen juniorkvinder.
Lørdag kunne kvinder i juniorklassen konkurrere i surfing, og blandt deltagerne var den norske prinsesse Ingrid Alexandra.
Hun gjorde det så godt, at hun endte med at surfe sig til en førsteplads og vandt dermed guld. Noget som hendes royale forældre overværede.
Kronprinsfamilien har længe interesseret sig for surfing. I 2017 var de samlet på Borestranda ved Jæren, da der blev afholdt Europamesterskab i surfing.