Prinsesse tilbage på jobbet efter mystisk operation

Kronprinsesse Mette-Marit af Norge deltager senere i april i sine første officielle opgaver efter en sygemelding og operation i marts.

Mette-Marit er tilbage. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Det norske kongehus oplyste i midten af marts, at kronprinsesse Mette-Marit i nogen tid havde haft helbredsproblemer og skulle gennemgå et mindre kirurgisk indgreb.

Efter operationen ville den 44-årige kronprinsesse være sygemeldt, tilføjede det norske hof, som ikke ville uddybe, hvad kronprinsessen fejlede.

Nu er kronprinsesse Mette-Marit kommet til hægterne og vil vende tilbage til de royale pligter.

Det fremgår af det norske kongehus’ officielle kalender.

Starter med bestyrelsesmøde

Mandag den 16. april vil kronprinsessen sammen med sin mand, kronprins Haakon, deltage i et bestyrelsesmøde i deres fond, Kronprinsparrets Fond.

Ugen efter drager kronprinsparret sammen med det norske regentpar, kong Harald og dronning Sonja, til Letland, Estland og Litauen i anledning af de baltiske landes 100-års jubilæum for selvstændighed.

Kronprinsesse Mette-Marit blev også sygemeldt i november 2017, da hun blev ramt af og behandlet for krystalsyge, som er en sygdom i balanceorganet i det indre øre, som medfører svimmelhed.

Om kronprinsessens sygemelding i marts har forbindelse til krystalsygen, har det norske kongehus ikke ønsket at kommentere.

Powered by Labrador CMS