'Hotel Romantik' vender tilbage på DR
Seniorer søger kærligheden under sydens sol
Snart er der gensyn med det populære kærlighedsprogram 'Hotel Romantik'.
I april vender DR-programmet tilbage med en ny sæson, hvor 20 modige seniorer rejser til Mallorca i jagten på kærligheden.
Det oplyser DR i en pressemeddelelse.
Byder velkommen
Igen er det Sofie Linde og Joakim Ingversen, der byder velkommen til deltagerne, som i løbet af 10 intense dage skal lære hinanden at kende og måske finde deres livs sidste soulmate.
- Vi vil gerne vise, at kærlighedsliv, drømme og store følelser ikke stopper, fordi man har rundet de 60 - med alle de glæder og udfordringer, det giver – og inspirere til at kaste sig ud i nye fællesskaber som et værn mod ensomheden, som vi ved, stiger med alderen, siger Anne Garlichs, programchef for eksternt tv i DR.
Alvorlige sider
Den nye sæson byder ikke kun på romantik, men også på livets mere alvorlige sider.
Deltagerne deler blandt andet erfaringer om skilsmisser, sygdom og det at starte forfra senere i livet.
Samtidig lancerer DR også 'Hotel Romantik Podcasten', hvor Sara Bro hver lørdag taler med medvirkende fra programmet og går bag om de store følelser og oplevelser.
Første afsnit af 'Hotel Romantik' kan ses den 18. april på DRTV og DR1, hvorefter der udkommer nye afsnit de følgende syv lørdage.