Prinsesse overrasker igen: Ingen skal definere min rolle

Den norske prinsesse Märtha Louise udfordrer prinsesserollen i nyt opslag på socialt medie.

Märtha Louise insisterer på at være sin egen. Her ses hun med kæresten Shaman Durek. Foto: Scanpix/Lise Aserud
Udgivet Opdateret

At sidde bag et kæmpe rat og have styringen over en stor lastbil er ikke nødvendigvis, hvad vi forbinder med tilværelsen som prinsesse.

Ikke desto mindre er det hverdag for den norske prinsesse Märtha Louise. Det fremgår af et opslag, som hun har delt på det sociale medie Instagram.

– Lidt unødvendig og ligegyldig info om mig: Jeg kører lastbil.

– Jeg ved, at det ikke er typisk for en prinsesse, men for at være ærlig så gør jeg en del ting, der ikke forventes af mig, skriver prinsessen, der blandt andet har uploadet et billede, hvor hun sidder bag rattet i en lastbil.

Hvad definerer overhovedet en prinsesse?

Prinsessen skriver i opslaget, at hun igennem næsten 40 år har omgivet sig med heste. At køre dem rundt er derfor en del af hendes hverdag.

– Jeg gør udelukkende de ting, som jeg kan lide at gøre. Hvem definerer, hvordan en prinsesse skal være og ikke være?, spørger hun i opslaget.

Det er langt fra første gang, at prinsesse Märtha Louise overrasker og udfordrer opfattelsen af prinsesserollen.

Prinsessen trådte i 2002 ud af det norske kongehus og gav afkald på sin apanage. Siden har hun blandt andet tjent sine penge som selvstændig erhvervsdrivende inden for healing og alternativ behandling.

Hun har ligeledes skrevet flere bøger blandt andet om engle og meditation, hvilket har affødt debat.

Seneste er prinsessen kommet i modvind, efter at hun er blevet kæreste med en shaman, som hun turnerer med under titlen “Prinsessen og shamanen”. Det har fået flere til at kritisere hende for at bruge prinsessetitlen kommercielt.

 

Powered by Labrador CMS