Prinsesse indviede hus for enlige forældre

Anemone Hus, et nyt kollegiehus for enlige forældre, blev onsdag indviet af prinsesse Benedikte.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var glæde at spotte hos de mange fremmødte ved indvielsen, særligt var smilene store hos de enlige forældre, der nu kunne se frem til at bo i en ny lejlighed.

Prinsesse Benedikte indviede Anemone Hus, som er et kollegiehus i bydelen Grønttorvet i København. Det er det tredje kollegiehus i rækken, som Forældre Fonden har stået bag.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra FB Gruppen, der er projektudvikler på Grønttorvet.

Protektor indviede

I kraft af sin rolle som protektor for Forældre Fonden, indviede en storsmilende prinsesse Benedikte Anemone Hus.

Artiklen fortsætter efter videoen

Anemone Hus er et kollegiehus tiltænkt enlige forældre. Ligesom de to andre kollegiehuse, som Forældre Fonden står bag også er for enlige forældre, der studerer.

Prinsesse Benedikte har siden 1966 været protektor for Forældre Fonden, der arbejder for at sikre trygge hjem, som gør, at familien trives og får en større chance for at få et succesfuldt liv.

Flest enlige

Der er en god grund til, at huset er til enlige forældre. Danmark er faktisk et af de lande, der har flest enlige forældre. I 2016 var 29,6 procent af alle børnefamilier i Danmark med enlige forældre.

Og familielivet som enlig forældre er hårdt.

Ifølge sociolog Sara Rosenmeier er enlige forældre en sårbar gruppe, der har tendens til at have flere økonomiske udfordringer, være mere ensomme og føle et større tidspres sammenlignet med familier, der består af to forældre.

En glad enlig mor

Prinsesse Benedikte fik også et indblik i, hvordan det som beboer er at bo i Anemone Hus, som består af 14 boliger og en hel del fællesarealer.

Beboeren Vanja, der holdt tale ved indvielsen, fortalte, at hun har følt sig ensom som enlig mor, men det har ændret sig, efter hun er flyttet ind i kollegiehuset.

– Nu sidder jeg i en dejlig lejlighed med masser af liv, nye gode venskaber og en masse mennesker, der spørger til min dag. Der er allerede blevet drukket en masse kopper kaffe i lejligheden og i fælleskøkkenet, når børnene er puttet. Og det er ikke kun mig, der er gladere. Det er nemlig utrolig populært at sige i klassen, at man har et stort tumlerum og biograf derhjemme. Og det er derfor meget fedt at have legeaftaler med Storm, sagde hun i talen.

Anemone Hus er opført på baggrund af donationer fra Oak Foundation.

Powered by Labrador CMS