Prinsesse Benedikte skal til hest

Denne weekend skal prinsesse Benedikte overvære World Cup i dressur og spring i Danmark.

Udgivet Opdateret

Weekenden skal for prinsesse Benedikte bruges i hestens tegn. Noget, som prinsessen er meget glad for at bruge tiden på.

Fra fredag den 16. oktober 2020 frem til søndag overværer hun World Cup i Det Nationale Ridesportscenter Vilhelmsborg, fremgår det af den kongelige kalender.

Artiklen fortsætter efter videoen

Mens kronprinsfamilien holder efterårsferie, er det nemlig prinsesse Benedikte og søsteren dronning Margrethe, der klarer opgaverne.

Dressur og spring

Det er Det Nationale Ridesportscenter Vilhelmsborg, der danner rammen for World Cup.

Der skal blandt andet dystes i dressur, hvor der er kvalifikation i FEI Dressage World Cup™, men der er også mulighed for at dyste i spring i typen CSI2*-springning.

Foruden World Cup består stævnet også af en European Trophy konkurrence i springning for alle ungdomsrækkerne og ydermere FEI Pony Trophy turneringen.

Prinsesse Benedikte skal overvære turneringen i kraft af sin rolle som protektor for World Cup.

Desuden klemmer prinsessen også et bestyrelsesmøde i Dressurens Venner, hvor hun er formand, ind i løbet af weekenden, der virkelig er fokuseret på hestesport.

I coronatiden

Allerede onsdag blev World Cup Vilhelmsborg skudt godt i gang, og ifølge arrangøren selv er deltagerne meget interesseret i at få afviklet turneringen på bedste vis.

Der er naturligvis en række restriktioner, der skal overholdes i forbindelse med coronavirus.

Det har blandt andet betydet, at der kun har været et minimum af billetter til salg, som for længst er udsolgt.

Lørdag må siges at være en dag, der ellers kunne have tiltrukket mange tilskuere – og det er med sikkerhed også noget, prinsesse Benedikte holder særligt øje med.

Det er nemlig dagen, hvor det længeventede FEI World Cup Grand Prix i dressur afholdes, og her er det dygtige og verdenskendte ryttere som Isabell Werth, Jessica von Bredow-Werndl og Cathrine Dufour, der deltager.

Powered by Labrador CMS