Populært band takker af efter 45 år
Efter 45 år på den musikalske scene forbereder det skotske band Runrig sig på at afslutte deres karriere.
Bandet Runrig takker af efter 45 år.
Når Runrig giver koncert i Jyske Bank Boxen 23. juni 2018, bliver det en fejring af bandets karriere gennem mange år samt en tak til de mange loyale fans, der har fulgt Runrig gennem årtierne.
Siden bandet blev dannet i 1973 har deres musik haft en betydelig faktor for skotsk og gælisk kulturliv.
Med deres egen musikalske sti med originale tekster og keltisk musik har bandets popularitet og loyale publikumsskare bredt sig verden over.
14 originalalbums, seks livealbums og fem compilations er det blevet til, siden Runrig udkom med deres første album “Play Gaelic” i 1978, og sange som “Hearts of the Olden Glory”, “Every River”, “Stamping Ground”, “Skye” og ikke mindst gennembrudssangen “Loch Lomond” er for længst blevet klassikere i det store Runrig-katalog.
Med deres 14. og sidste studiealbum “The Story”, der kom på gaden i 2016, tog Runrig beslutningen om at sætte et punktum for bandets liveaktiviteter – et punktum der fejres med en sidste tour i 2018.
Tilbage til Danmark
Gennem årene har Runrig med sin keltiske musik og originale lyd spillet utallige koncerter verden over – lige fra udsolgte shows på Royal Albert Hall i London og et fyldt Times Square i New York til talrige koncerter på slotte og arenaer i Tyskland, Danmark og resten af Europa.
På den sidste tour “The Final Mile” vil Runrig kunne opleves i Danmark, Tyskland og England efterfulgt af koncerten “The Last Dance”, et spektakulært show i rammerne af det smukke Stirling Castle i Skotland.
Hos MCH ser man frem til at byde Runrig velkommen tilbage til Danmark en sidste gang:
– Vi ser frem til en fantastisk aften med alle Runrigs kendte hits og klassikere, der har gjort bandet kendt i hele verden. Runrigs popularitet har også dannet baggrund for talrige koncerter i Danmark gennem årene, som nu slutter og topper på én og samme tour. Vi glæder os over, at Jyske Bank Boxen får lov at danne rammen, når tusinder af fans tager afsked med Runrig på bandets sidste tour, siger Nicki Quist, leder af Kultur hos MCH, i en pressemeddelelse.
Runrig “The Final Mile” kan opleves i Jyske Bank Boxen i Herning 23. juni 2018 og i Royal Arena, København, 22. juni 2018.
Billetter kan købes via mch.dk og ticketmaster.dk.