Popstjerne med i 'Klovn'

Forsangeren Niels Brandt fra 'Minds of '99' er langtfra den eneste kendis, der gæster tiende sæson af komedieserien

Offentliggjort

 

Det bliver et gensyn med Danmarks mest tåkrummende duo, når den tiende sæson af "Klovn" løber over skærmen 20. juli.

Ligesom i de foregående sæsoner - og i de tre spillefilm - får Casper og Frank besøg af masser af danske kendisser i den nye sæson.

Det vil blive et gensyn med gamle kendinge, men der er også blevet plads til flere nye ansigter.

Ifølge Casper Christensen er der tale om mennesker, som han aldrig havde forventet skulle medvirke i "Klovn".

Og TV 2 løfter nu endelig sløret for, hvem man kan forvente at møde i løbet af de kommende otte afsnit.

Casper Christensen og Frank Hvam får blandt andre følgeskab af 'The Minds of 99'-forsanger Niels Brandt.

Forsangeren er ikke den eneste musiker, der medvirker. Også sangeren Chief 1 med det borgerlige navn Lars Pedersen gæster serien.

Niels Brandt er et af de nye ansigter, som man kan se frem til at opleve, når den tiende sæson af den tåkrummende og sjove serie "Klovn" får premiere 20. juli.

Dukker også op

Komikerne Heino Hansen og Mick Øgendahl dukker også op, og det samme gøre skuespillerne Søs Egelind og Vicki Berlin samt forfatteren Sara Blædel og tv-manipulatoren Jan Hellesøe.

Blandt de kendte ansigter kan man selvfølgelig forvente et gensyn med Franks hustru, Mia, samt Caspers kone, Fnug, der spilles af Camilla Lehmann.

Man kan dog også se frem til gæsteoptrædener fra blandt andre sangeren Stig Rossen, der tidligere havde besøg af Frank og Mia i sæson fem.

Også skuespilleren Peter Gantzler og tv-værten Mikael Bertelsen gør comeback.

Tiende sæson af "Klovn" består af otte afsnit, som kan ses på TV 2 Play fra søndag 20. juli.

Powered by Labrador CMS