Pia tror Thomas pønser på noget stort

Thomas Helmig inviterer til stor fest på "hjemmebanen".

Udgivet Opdateret

Efter triumfen på Northside Festival 2017 og Arena-turnéen rundt om i Danmark tydede det på, at Aarhus-barnet Thomas Helmig havde nået toppen. Helmig vil det anderledes. I juni 2020 indtager han således fodboldklubben AGFs hjemmebane for enden af Stadion Allé.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Det bliver en gigant-koncert med 35.000 billetter i salg. Nyheden blev afsløret i en pressemeddelelse fra Helmig selv sent torsdag aften.

“Fredag den 26. juni 2020 er det Thomas Helmig selv, der er på banen som midtpunkt for sommerens store fest i hjembyen. På hjemmebane i den danske midsommer vil Thomas Helmig danse og synge for i en fest med alle de sange, der har sat fut i festglade danskere de sidste fire årtier”, står det, og hovedpersonen selv siger:

– Jeg har siddet på “Stadion” siden jeg var helt lille. Fra jeg, som ung mand, valgte et liv i musikken må jeg indrømme at jeg ofte har siddet derude og drømt om hvor fantastisk det ville være at spille en koncert lige der, på Stadion i min hjemby.

Nu lykkes det så, og det glæder den danske fangruppering Thomas Helmig Support. Formand Pia Sørensen Vejle ser i den grad frem til at se, om Helmig kan løfte opgaven.

Kæmpestort

Hun opdagede det som alle andre sent torsdag aften og siden er tiden gået i gruppen med at lægge slagplaner for at få fat på de bedste billetter, når salget går i gang søndag formiddag.

– Jeg synes, det lyder vildt og stort. Det kan jo åbenbart ikke blive stort nok selv med Northside og koncert i Rådhusparken. Det er en god opbygning til, at der er noget helt vildt i støbeskeen, siger Sørensen Vejle til Newsbreak.dk.

Formanden har allerede set mellem 250 og 300 koncerter med Thomas Helmig. Topmålet er 31 koncerter på en enkelt turné. Denne sommer har Helmig blot annonceret to koncerter. Ceres Park og én anden endnu hemmelig.

– Nu bliver det jo ikke større, tænker man hver gang, han finder på noget nyt, men denne gang lægger han op til at slå det hele, siger Vejle.

Udendørs-triumf igen

Koncerten kommer til at foregå den 26. juni 2020 under den åbne Aarhus-himmel, og det er ikke første gang, Helmig erobrer den, påpeger han selv.

– De seneste år har for mig budt på uforglemmelige udendørs koncert oplevelser i Aarhus, Mindeparken, Northside og Rådhus-parken, vilde aftener med fantastisk publikum. Så nu har jeg besluttet at tiden er inde til at spille en koncert på Ceres Park. Jeg glæder mig fra nu af og er sikker på at det bliver en kæmpe fest. Nogle drømme bliver til virkelighed, konstaterer en glad Thomas Helmig.

Med til koncerten kommer også en indtil videre hemmeligholdt gæst – Pia Vejle ved heller ikke, hvem det er – og billetsalget starter søndag den 10. november via Billetlugen.dk.

Bandet kommer til at bestå af den velkendte besætning med Claes Antonsen, Jacob Andersen, Emil Falk, Søren Runge, Poul Reiman og Christian Douglas.

Powered by Labrador CMS