Paradise Hotel-debutant: -Det er ligesom et computerspil
Måske tror man, at Paradise Hotel kun er beboet af festløver. Jonas Ptak spiller computer ti timer om dagen.
Paradise Hotel er pakket med playere og poptøser, bodybuilders og babes, lyder fordommen om beboerne på det luksuriøse hotel i solbeskinnede Mexico.
Men det er ikke sandt. I hvert fald ikke i år, hvor 26-årige Jonas Ptak fra Brøndby er tjekket ind på hotellet.
Han spiller efter eget udsagn computer ti timer om dagen, når han er hjemme i Danmark.
– Jeg kan godt lide at spille spil på min computer, men at kunne spille med min egen krop i stedet for en animeret på computerskærmen, det tiltaler mig rigtig meget, siger Jonas Ptak.
– Her har jeg en masse mennesker på samme tid, hvor nogen er med mig, og nogen er imod mig. Det, at det hele bliver mikset op en gang om ugen, gør det bare endnu sjovere, siger paradisoen.
Har tidligere arbejdet som sælger
Jonas Ptak har tidligere arbejdet i Elgiganten som sælger. Han fortæller selv, at han i jobbet som sælger har lært at manipulere med enkelte kunder. Generelt kender han mange tricks, når det kommer til mennesker.
– Jeg er rigtig god til at skabe min egen virkelighed. Jeg kan plante små ord og læse folks kropstegn. Jeg kan fortælle folk, hvad de skal gøre, siger den selvsikre sælger.
Om Jonas Ptak kan lure spillet og deltagerne, må tiden på Paradise Hotel vise.
– Jeg håber helt klart, at jeg får en masse penge med hjem, men det er ikke derfor, jeg er kommet. Jeg vil gerne have personlig udvikling og udfordring. Jeg håber, at jeg kommer til at se nogle nye personlighedstræk, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med før, siger Jonas Ptak.
/ritzau/FOKUS