Paprika prisbelønnet: - En heftig omgang

Ifølge Paprika Steen er hun færdig med rollen som Tove Ditlevsen. Lige nu har den 59-årige skuespiller ikke nogen nye projekter i sigte

Offentliggjort

Paprika Steen har over en årrække portrætteret forfatteren Tove Ditlevsen ad flere omgange.

Det begyndte med teaterforestillingen "Toves værelse", som siden blev filmatiseret. For netop den præstation er Paprika Steen blevet hædret med statuetten for Årets Kvindelige Hovedrolle ved uddelingen af Robert Prisen 2024 i Tivoli Hotel & Congress Center i København lørdag aften.

- Det betyder rigtigt meget. Jeg er glad for, at der er nogle, der sætter pris på det, jeg laver, lyder det fra Paprika Steen.

Skildrer det stormfulde ægteskab

"Toves værelse" skildrer Tove Ditlevsens stormfulde ægteskab med Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen, som portrætteres af Lars Brygmann. 

Over en dag følger filmen parrets intense og ondskabsfulde magtkampe, da forfatterkollegaen Klaus Rifbjerg, i skikkelse af Joachim Fjelstrup, kommer til frokost.

Færdig med rollen

Tove Ditlevsen er kendt for romanen "Barndommens gade" og digtsamlingen "Blinkende lygter". Men hendes egen historie er med tiden også blevet en del af fortællingen om hendes liv.

- Det var en hård rolle og en heftig omgang, lyder det fra Paprika Steen.

- Det var dejligt at komme ud af hende igen. Hun var jo lidt ked af det, kan man sige.

Ifølge Paprika Steen er hun færdig med rollen som Tove Ditlevsen.

Paprika Steen kunne lørdag aften tilføje endnu en Robert til samlingen. Den 59-årige skuespiller har tidligere vundet statuetten for Elsker dig for evigt, Okay og Applaus.

Intet i støbeskeen

Og lige nu har den 59-årige skuespiller ikke nogen nye projekter i sigte.

- Der er intet. Nul. Der er ingenting. Det er altid hårdt, når man ikke ved, hvad der skal ske. Sådan er livet, siger hun og retter sig selv:

- Sådan er mit liv - sådan har det altid været.

Den fjerde til samlingen

En Robert-statuette gør i den forbindelse ikke nogen forskel.

- Det har ikke så meget med hinanden at gøre. Det her er, hvad vi har lavet.

Med "Toves værelse" kan Paprika Steen tilføje sin fjerde Robert til samlingen. Hun fik sine to første i 2003 for henholdsvis "Elsker dig for evigt" og "Okay". Den seneste modtog hun i 2012 for "Applaus".

Powered by Labrador CMS