Overvejer politisk karriere

Skuespilleren overvejer kraftigt at udfordre guvernør Greg Abbott, når der er delstatsvalg i Texas i 2022.

Hollywood-stjernen Matthew McConaughey overvejer kraftigt at stille op til guvernørvalget i delstaten Texas næste år. (Arkivfoto) – Foto: Evan Agostini/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Den amerikanske skuespiller Matthew McConaughey “overvejer kraftigt” at stille op til guvernørposten i sin hjemstat, Texas.

Det fortæller han i podcasten “The Balanced Voice”, skriver The Guardian.

Her fortæller McConaughey værten Rania Mankarious, at det er en “reel overvejelse” at stille op som guvernør.

– Jeg er ved at undersøge det igen – hvad er min lederrolle?

– Jeg tror virkelig, at jeg har nogle ting, jeg kan lære fra mig og dele, og hvad er min rolle? Hvad skal jeg i det næste kapitel af mit liv?

Udtalelsen kommer godt halvandet år inden delstatsvalget i Texas 8. november 2022, hvor den republikanske guvernør, Greg Abbott, genopstiller.

Det er ikke første gang, at den 51-årige Oscar-vinder antyder idéen. Da han i november sidste år blev spurgt af den konservative radiovært Hugh Hewitt, hvorvidt han ville overveje at stille op, svarede McConaughey:

– Det vil være op til folket, mere end det vil være op til mig.

I samme interview kaldte han politik “en ødelagt branche” og sagde, at politik først vil blive mere interessant, når det “omdefinerer sit formål”, skriver The Guardian.

Matthew McConaugheys politiske ståsted er ukendt, hvorfor mange iagttagere spekulerer i, om han vil stille op som republikaner eller demokrat.

Gæst hos Joe Rogan

I oktober var McConaughey gæst hos podcast-værten Joe Rogan, hvor han blandt andet fortalte om at være kristen i Hollywood.

McConaughey mener, at nogle venstreorienterede i Hollywood er gået for langt til venstre.

Da han blev spurgt til at reducere politiets budgetter og omfordele midlerne til sociale tjenester, gav McConaughey et påpasseligt svar om, at han ville forsøge at forbedre forholdet mellem politiet og lokalsamfundet.

I samme ombæring sagde McConaughey, at det er hans livspraksis at mødes på midten og indgå kompromiser.

I 2018 talte han om “epidemien” af skydevåben i USA. Her gav han udtryk for en anden holdning end sine mere progressive kolleger.

Var bekymret

Blandt andet var han bekymret for, at en demonstration til støtte for mere våbenkontrol – March for Our Lives – ville blive “kapret” af en antivåben-bevægelse.

McConaughey sagde, at demonstrationen var “for retmæssig, retfærdig og ansvarlig våbenejerskab – men mod automatrifler, mod ubegrænsede magasiner og for kontrolopfølgning”.

Det skriver The Guardian.

I forhold til coronavirus var Matthew McConaughey tidligt i pandemien fortaler for brug af mundbind og medvirkede i en officiel video for myndighederne.

Powered by Labrador CMS