Oh Land sender sin deltager ud

Kali røg fredag ud af "X Factor", der blev afholdt i et tomt studie af frygt for smitte med coronavirus.

Dommerne Thomas Blachman, Ankerstjerne og Oh Land. X – Factor liveshow 2, fredag den 28. februar 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020)
Offentliggjort Sidst opdateret

Tredje liveshow i “X Factor” blev det sidste for den 34-årige rapper Kali, der fredag aften blev sendt ud af sangkonkurrencen af sin egen mentor, Oh Land.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Oh Lands to sidste deltagere endte i farezonen, og som der er tradition for i “X Factor” lå den endelige beslutning derfor hos hende selv.

Hun valgte at sende Kaspar “Kali” ud i mørket, mens hun sendte 24-årige Ilona videre. Inden afgørelsen var “Kali” selv afklaret med, at han kunne ryge ud.

– X Factor er ikke klar til en rapper, sagde han.

Fredagens liveshow var noget anderledes, end X Factor-seerne er vant til.

Deltagerne optrådte foran 500 tomme sæder i studiet i Brøndby, da showet blev afholdt uden publikum grundet coronavirussets indtog i Danmark og faren for smitte.

Det betød, at værtinde Sofie Linde havde fået muligheden for at bede om dåselatter, når der blev for stille i studiet.

Det tomme studie frembragte grin hos dommerne, imens deltagerne sad på tilskuerpladserne og heppede på hinanden under det noget aparte liveshow.

Temaet fredag aften var sange, der har et budskab. Deltagerne skulle således synge sange, der på forskellig vis udtrykte noget, de stod inde for.

Bookmakernes store favorit, Alma Agger, der har Blachman som mentor, sang amerikanske Frank Oceans “Swim Good”.

Inden sin optræden fortalte den 20-årige sangerinde, at hun var ramt af leukæmi som barn. Derfor havde hun sammen med Blachman valgt Frank Ocean-sangen, der med sit budskab beskrev den hårde periode.

Den unge duo Magnus og Aksel har ligesom Alma Agger fået mange roser af dommerne, og bookmakerne regner med, at de ender i finalen.

Men fredag aften fik de også nogle skarpe kommentarer med hjem fra blandt andet Blachman, da de optrådte med Jon Bellions “Fashion”.

– Var det melodigrandprix 1987, eller hvad fanden var det her, spurgte den 56-årige dommer.

Efter aftenens liveshow er der nu seks deltagere tilbage i “X Factor”. Thomas Blachman har stadig alle sine tre deltagere, Ankerstjerne har to, mens Oh Land har én deltager tilbage.

“X Factor” sendes på TV2 hver fredag klokken 20.00. Finalen afholdes i Forum Horsens 3. april.

Powered by Labrador CMS